Annonce
Kerteminde Ugeavis

Kan du gætte hvilket udvalg, politikerne kalder for glædens udvalg? Hint: SF er ikke med i det

Der blev delt penge ud på januars byrådsmøde.
Annonce

Coronaen har ramt Kerteminde i en sådan grad, at ikke engang pressen var inviteret med til januars byrådsmøde, der torsdag aften blev afholdt online.

Borgerne kan dog stadig følge med i, hvad politikerne har besluttet, for fredag lagde byrådet en video fra mødt på nettet.

Du kan finde videoen på fyens.dk - eller læse de tre vigtigste punkter her.

Arkivfoto fra byrådsmøde i Kerteminde. Foto: Birgitte Søe

1 Ny parkeringsplads i Munkebo

Der var egentlig lagt op til, at det var en ren ekspeditionssag at godkende et lokalplanforslag til en ny parkeringsplads ved Bycentervej i Lindø.

Men en enkelt linie i lokalplanen om, at der kan opstilles en ladestander pr. 10 p-pladser, udløste en del debat på byrådsmødet.

- En lokalplan skulle kunne leve i mange år, så det er en underlig, uambitiøs begrænsing, der bliver sat på her. Elbiler er en vigtig del i det store klimapuslespil. Derfor undrer det mig, at man begrænser sig i stedet for at sikre større muligheder. Hvis der er nogen, der ønsker at investere i ladeinfrastruktur, sagde Anne Fiber (K), der hellere havde set, at der stod minimum en ladestander pr. 10 pladser.

Helt så enkelt var det dog ikke, for hvis der er mulighed for flere ladestandere, kan det påvirke den landskabelige værdi af området, og så skal lokalplanforslaget måske i høring igen.

Det kunne politikerne ikke helt blive enig om, så lokalplanforslaget blev sendt tilbage til miljø- og teknikudvalget.

2 Forsinket julegave

En forsinket julegave kaldte Hans Luunbjerg (V) den nedsættelse af grundgebyret for både renovationskunder og fjernvarmekunder for 2020 og 2021, som et enstemmigt byråd godkendte på mødet.

- Vi har faktisk krævet for mange penge op hos forbrugerne, og dem må vi ikke varme i Kerteminde Forsynings kasse alt for meget, og vores revision siger, at nu har vi lidt for mange penge inde i kassen, som er forbrugernes, og derfor skal de leveres tilbage, sagde Hans Luunbjerg.

Nedsættelsen for 2020 bliver indregnet i årsopgørelsen, der kommer i februar 2021, og for et standardhus på 130 kvadratmeter vil den samlede udgift til fjernvarme falde med 1081 kroner pr. år. Grundgebyret for renovation sænkes med 180 kr. pr. husstand.

3 Glædens udvalg

Byrådet bevilgede sidste år 300.000 kroner til bæredygtighedsfestivalen Tomorrow, der endte med at blive aflyst.

I stedet blev pengene sendt videre til kultur- og fritidsudvalget, der vil uddele pengene til kommunens kultur- og fritidsliv.

- Og så håber vi selvfølgelig, det her danner præcedens, sådan at når vi får vredet de sidste 500.000 kroner ud af Tomorrow-foreningen, så ryger de selvfølgelig samme vej ned til kultur- og fritidsudvalget. Sådan at glædens udvalg har lidt at disponere over, sagde formand for kultur- og fritidsudvalget, Hans Luunbjerg (V), med henvisning til, at kommunen har bedt Tomorrow om at betale den halve million tilbage, som foreningen har fået i udviklingsstøtte.

Jesper Hempler (SF), hvis parti ikke har et medlem i kultur- og fritidsudvalget, kaldte det for tilværelsens ulidelige lethed at få lov til at sidde i udvalget.

- Det handler jo kun om at dele penge ud.

Hvorefter borgmester Kasper Olesen replicerede til almindelig moro:

- Jesper, har du tænkt over, hvorfor det er glædens udvalg, når SF ikke er repræsenteret?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce