Annonce
Kerteminde Ugeavis

Skalleslugere og stilitser

Fuglebogen fra 1964 med omslag af Johannes Larsen, af viber ved Tårby Strand, Kerteminde.
Annonce

Der tales i fjernsyn, radio og de andre analoge og digitale medier om de langsigtede eftervirkninger af corona-epidemien: På vore vaner, indkøb, rejsemønstre og som samfund på, at tendensen bør være at producere flere varer inden for landets grænser i stedet for i Langtbortistan. Det er allesammen vigtigt og tankevækkende at følge med i.

Men ser jeg på, hvordan denne tid mest påvirker os, i vor pensionistverden, handler det ikke om disse ydre ting. Der er sket et skred i vort behov for at opleve naturen. Tidligere gik vi en tur næsten hver dag for helbredets skyld og nød at være ude, bevares. Men i den senere tid er turen blevet til dagens højdepunkt, og kikkerten skal altid med. I går skulle vi også have fuglebogen med. Vi plejer ellers ikke at slæbe rundt på noget - i hvert fald ikke i hænderne eller på ryggen. Nu skal vi til at have mere ud af turene - og at have mere grej med.

Jeg var engageret med mit barnebarn i søndags, og min mand gik samtidig en tur med en geologihåndbog for at begribe lagdelingen i skrænterne ved Sabbesborg på Hindsholm. Ellers går vi mest tur sammen, forskellige steder, men tit ved Sybergsø. Vi kan se denne prægtige vandmasse fra vort hus i Over Kærby, på ca. 3 km. afstand. Hvis jeg vågner ved 6-tiden, kigger jeg fra badeværelset nede til søen for at se, om nogle er på morgentur.

Tidligere kunne vi gå direkte hjemmefra og ned til søen, men nu er den ene, mere interessante sti, blevet lukket af. I en lille skov ved afvandingskanalen, som er resterne af den hedengangne fjord mellem Over Kærby og Tårup, Tårby Strand, er der spærret af, fordi der jagtes mårhunde. Lodsejeren har lagt ådsler ud i et forsøg på at lokke mårhunde til stedet, så de kan elimineres, formoder jeg. Er denne tumling af et glubende rovdyr virkelig så tæt på? Jeg kunne godt tænke mig at se et af de eksotiske kræ, oprindeligt fra Fjernøsten, inden de bliver udryddet.

I de sidste par ture ved Sybergsø har vi først og fremmest nydt lyden og synet af vandet. Jeg tror, at vand i bevægelse taler til vore kroppe på celleniveau. Der er i hvert fald noget beroligende og nærmest saliggørende ved bølgeskvulp, ved spejlinger på vandoverfladen, ved kig igennem vandet. Jeg prøver altid på - et sted i baghjernen - at regne ud, hvilke farver jeg ville bruge til at male synet. Men man er mest bare slået med undren og glæde ved dette vandede vand. Man får lyst til - for en kort stund - at være en fisk. Eller i det mindste en and.

Der er en svane på rede ved det lavvandede område t.v. for stien, hvis man går omkring søen med uret. Tidligere på året hørte vi en kvækkende frø, men desværre ikke mere. Der er også en fiskehejre samme sted; den har nok spist frølår til aftensmad. På det åbne vand er der altid ænder, i går var det sortænder og toppede skalleslugere, et par hunner med rustrøde halse og hoveder. De var svære at få øje på i kikkerten, fordi de var under vandet lige så meget, som de svømmede ovenpå. Der er også tit troldænder, og en lille gruppe på tre gråænder, to hanner og en hun. Hvad mon de har gang i? Et trekantsdrama?

I den lille fyrreskov tæt på kvægets indhegning er der små hytter til overnatning, borde og bænke og bålplads. Hvis det er blæsende, kan man her finde læ til en kort pause, mens man lytter til sangere, stilitser, blåmejser, bogfinker m.fl. I går så vi stilitser med deres brogede farver og røde ansigter på jagt efter frøkerner i fyrretræernes kogler. Der var trillende sange fra uidentificerede sangere, lige så det løb varmt nede ad ryggen med fryd. Vi arbejder med at skelne fuglestemmerne fra hinanden og identificere dem; min mor sagde, at hun var glad for, at hun havde lært dem som ung. Jeg synes, man bare skal forsøge at lære dem en ad gangen. Vi kender efterhånden de mest almindelige, og gærdesmutten synger jo året rundt.

På vejen tilbage til pavillonen er der ofte en vibe, som boltrer sig i luften over markerne med noget af en flyopvisning. Den fræser lodret op, snurrer rundt i luften og dykker hovedkuls ned, så man tror, at den knalder ned i jorden, mens den lystigt skråler op med sit “kvi-vit”. Sybergland er den helt rigtig habitat for viber med de afgræssede arealer, hvor kvæget går og istemmer deres “møh”. Der kan noteres en markant tilbagegang for disse luftens akrobater på grund af decimeringen af deres levesteder - en logisk konsekvens af ændringerne inden for landbrugsdriften. Sybergland yder her et beskedent alternativ - og “hurra” for det - og så lige uden for vor bagdør!

Lucy Bergström. Privatfoto
Annonce
Annonce
Kerteminde Ugeavis

Ny udstilling i Galleri KiK

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

Sensommerjazz på Anexet

Annonce