Annonce
Kerteminde Ugeavis

Slidt marina vil tilbage i superligaen: Glæd dig til flydebroer og oplevelsesrambla på vandet

Fra venstre projektleder Niels Knudsen og Christian Barding, der er chef for Kultur, Fritid og Faciliteter i Kerteminde Kommune. De står på Bro 0, der skal bygges sammen med den yderste mole, der anes bagerst og forvandles til en såkaldt oplevelsesrambla. Stensætningen lige bag de to skal fjernes helt. Foto: Helle Kryger
I foråret 2021 går arbejdet i gang med en større modernisering af Kerteminde Marina, og der er også tænkt på dem, der ikke ejer en båd.
Annonce

Kerteminde: Når vinteren går på hæld, bliver der for alvor travl byggeaktivitet på havnefronten i Kertemindes nordlige bydel. Omtrent samtidig med at første spadestik bliver taget til 18 luksushuse på Nordre Havnekaj, indledes en større modernisering af Kerteminde marina.

Tidens tand er ved at indhente moler og bådebroer, og de skal nu fremtidssikres med blandt andet flydebroer og en såkaldt oplevelsesrambla på vandet.

Projektet er skabt i et samarbejde mellem marinaens brugere og Kerteminde Kommune, fortæller Christian Barding, der er chef for Kultur, Fritid og Faciliteter:

- Det er fantastisk, hvad der er af kompetencer i de lokale klubber. Vi snakker et projekt til 16 millioner kroner initieret af brugerne.


Vi kalder det Den Blå Oplevelsesrambla. Her bliver der mulighed for at bygge nogle faciliteter på hen ad vejen, som kan gøre oplevelserne ti gange større end i dag.

Leif Nielsen, Motorbådsklubben Amanda


Kerteminde Sejlklub og Amanda Sejl- og Motorbådsklub har trukket det store læs, og ifølge Leif Nielsen, formand for sidstnævne og forretningsfører i Danske Tursejlere, er der også meget at glæde sig til, selvom man ikke ejer en båd:

- Marinaen skal også byde på oplevelser for folk fra oplandet og øvrige turister, der kommer til byen. I projektet indgår der defor oplevelsesmuligheder, som starter med en spadseretur helt oppe fra Langebro, ned forbi Fjord og Bælt, forbi de nye boligbebyggelser på Nordre Havnekaj og fortsætter helt ud ad den gamle mole ved Bro 0, som forhøjes og bygges sammen med den yderste mole. Vi kalder det Den Blå Oplevelsesrambla. Her bliver der mulighed for at bygge nogle faciliteter på hen ad vejen, som kan gøre oplevelserne ti gange større end i dag.

Langs den nye mole kan der bygges forskellige oplevelser på. Som eksempelvis denne shelterlomme, hvor man kan sidde i læ for vind og vand. Her fra Skovshoved Havn. Foto: Hasløv & Kjærsgaard Arkitektfirma

På denne fire meter brede mole vil sejlere kunne køre ud i bil og læsse udstyr af, mens øvrige gæster eksempelvis kan tage et hvil i en shelterlomme i læ for vind og bølger, fiske fra en fiskeplatform eller slå sig ned på en bænk ude for enden.

Annonce

Brugerne betaler

- Vi snakker om at lave en slags plateau derude, hvor man kan følge kapsejladser. Eventuelt bygge et toilet ind i det, fortæller projektleder Niels Knudsen fra Kerteminde Kommune.

Udviklingen af marinaen finansieres via en takst-finansiering. Det vil sige, at det er brugerne, der over tid finansierer størstedelen af marinaen.

- Det gør vi ved, at vi forhøjer belægningsprocenten af fastliggere fra 80 til 90 procent. Havnebassinet bliver større og der bliver dermed plads til flere både.  Vi udvider med 10 procent flere gæstesejlere med en aktiv markedsføring, og ved at tilbyde større bådpladser, fortæller Christian Barding.

Takststigningerne træder i kraft fra 2023.

Der er også mulighed for at tilføje fiskeplatforme på den nye mole/oplevelsesrambla. Foto: Benny Bottiger, Hasløv & Kjærsgaard

Derudover har byrådet bevilget to millioner kroner. Halvanden til flydebroer, som skal installeres ved bro et og to samt en halv million kroner til øvrige "oplevelser i marinaen."

Annonce

Færdig ultimo 2022

Lag Mank-puljen finansierer også 400.000 kroner til "oplevelser i marinaen."

- Nu skal vi ud og have fundet os en rådgiver, der kan hjælpe os med udbuddet. Det er almindelig praksis, når vi har med så store entrepriser at gøre. Det betyder, at vi forventer i første kvartal 2021 at kunne sende det i udbud og licitation, så de kan starte op i andet kvartal med anlægsarbejdet, fortæller Christian Barding.

Håbet er, at det hele kan stå færdigt ultimo 2022. I parentes bemærket samtidig med de nye boliger på Nordre Havnekaj.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

Slip corona-angsten for en aften - vind billetter til fjollet julefrokost:  - Vi har behov for at slå hjernen fra og bare grine

Annonce