Annonce
Kerteminde Ugeavis

Tøjforretning siger nej til Odense og ja til det lille samfund: - Kunderne er bare meget mere nærværende her

Lonni Toftelund har siden 2007 haft forretning i Kerteminde, og selv om hun privat bor i Odense, kunne hun ikke forestille sig at have forretning i sin hjemby. Foto: Mette Louise Fasdal
Folk handler gerne lokalt, men nethandlen er den fagre nye verden, og den kan man ikke bekæmpe, mener Lonni Toftelund. Siden 2007 har hun haft tøjforretningen "Flair" i Trollegade i Kerteminde, og hun kunne ikke drømme om at flytte andre steder hen.
Annonce

Kerteminde: På en hylde i hendes butik står en sparegris med påskriften "ferie."

Da Lonni Toftelund i 2007 overtog tøjforretningen "Flair" i Trollegade i Kerteminde, var det hendes mening, at sparegrisens indhold en dag sørgede for, at hun kom på ferie.

- Men jeg har indset, at ferie ikke findes i mit liv, og jeg tror også kun, at jeg har fået puttet en 20'er i den, ler Lonni Toftelund.

Hun overtog forretningen efter Ingrid Kjærsgaard, der på det tidspunkt havde haft butikken i 12 år og ønskede at stoppe, da hun fyldte 60 år. Lonni Toftelund havde selv arbejdet i butikken i omkring fire år på det tidspunkt og følte, at hun nu var klar til at blive sin egen chef.

Hun har i dag ingen ansatte, men i ny og næ forærer hun sig selv nogle frie timer. Ellers er hele fridage og lange ferier utopi i hendes liv som selvstændig.

Og dybest ser gør det heller ikke så meget, for Lonni Toftelund kan lide, hvad hun laver.

Hun bor i Odense, men holder af at tage turen til Kerteminde, hvor hun synes, at der er en hel særlig stemning, som hun ikke mener, at hun vil opleve, hvis hun havde forretning i Odense.

Ferie har Lonni Toftelund ikke meget af, men hun har stadig sin lille ferie-sparegris på hylden i forretningen. Dog mener hun kun, at den rummer en 20'er. Foto: Mette Louise Fasdal

- Kunderne er bare meget mere nærværende her. Jeg har prøvet at arbejde i butik i Rosengårdcentret, og det er bare slet ikke det samme, siger hun og fastslår, at hun slet ikke kunne forestille sig at have butik i Odense.

- Det er jo nogle vanvittige åbningstider, der er der, og der er jo nærmest open by night hele tiden, konstaterer hun og fastslår, at hun dog heller ikke vil flytte til Kerteminde.

- For så kom jeg jo aldrig hjem. Så var jeg nødt til at have en seng i baglokalet, mener hun.

Annonce

Godt støtte fra kunderne

Hun synes, at kunderne i Kerteminde er gode til at bakke op om hende.


Som detailhandlere er vi bare nødt til at forholde os til virkeligheden. Vi har nettet. Det er fagre nye verden, og vi har butikkerne i Odense, og vi er nødt til at erkende, at der er nogle ting, som Kerteminde ikke har.

Lonni Toftelund, indehaver af tøjforretning "Flair" i Kerteminde


Da Danmark i foråret lukkede ned for at forhindre corona-virussen i at sprede sig, lukkede hun også forretningen. Dog kunne kunderne få fat i hende over telefonen, hvis de ville handle, og det ville de. Andre gange ringede de også bare for at høre, hvordan hun havde det og ønskede at forsikre hende om, at de kom tilbage for at handle, når samfundet åbnede igen.

- Det var en omsorg, som jeg er sikker på, at jeg ikke havde oplevet i Odense, mener hun og fortæller, at hun faktisk synes, at der i hendes butik kan opstå en helt familiær stemning.

- Her bliver der spurgt til, hvordan det går med børnebørnene eller hunden. Vi har bare en gensidig respekt for hinanden, forklarer hun.

Annonce

Glad for Trollegade

Lonni Toftelunds forretning ligger i Trollegade lidt tilbagetrukket fra Langegade, hvor de fleste forretninger i Kerteminde ligger.

- Der er flere, der har spurgt, om jeg ikke skal op og være i Langegade, men det skal jeg ikke. Jeg er sindssyg glad for at have forretning lige her. Jeg synes, at det er en lille, hyggelig gade med gode naboer som Høkeren, Firenze, Vaffelhuset og Pottekonen. Det værner jeg om, og folk ved jo, at jeg er her.

Hun er heller ikke skræmt af den stigende nethandel og mener, at det er svært at kæmpe imod den.

- Som detailhandlere er vi bare nødt til at forholde os til virkeligheden. Vi har internettet. Det er fagre nye verden, og vi har butikkerne i Odense, og vi er nødt til at erkende, at der er nogle ting, som Kerteminde ikke har, understreger hun og fortæller, at hun selv er mor til tre store piger.

- De vil da ikke kunne finde tøj her. Når jeg er med dem i Rosengårdcentret, møder jeg også nogle af mine kunder. Og det er helt fint. Sådan er det bare.

Annonce
Annonce
Kerteminde Ugeavis

Madklubben samles i Kino

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

Johannes Larsen flagede for Brødrene Olsen i Stockholm: Nu har han doneret flaget væk

Kerteminde Ugeavis

Lær at tegne manga

Kerteminde Ugeavis

Revydirektør klar med nyt initiativ

Annonce