Annonce
Kerteminde Ugeavis

Brødre har succes med møbelwebshop: Startede med en container fuld af stole

Mathias Nielsen fortæller, at det særligt er stolen "Comfort," der er godt sælgende på Nimara.dk's site. Foto: Mette Louise Fasdal
I 2011 etablerede brødrene Mathias og Rasmus Nielsen deres første onlineshop. Siden er det kun gået fremad. I dag har de særlig stor succes med deres webshop, Nimara.dk, der ligger i Marslev.
Annonce

Marslev: Det er kun 27-årige Mathias Nielsen, der tager imod denne dag på Vinkelvej i Marslev, hvor Nimara.dk holder til. Den anden af de to ejere af firmaet, storebror Rasmus Nielsen på 31 år, har det bedst med at passe sit arbejde hjemmefra i disse dage, da hans kæreste kan føde når som helst.

Mathias Nielsen selv blev far for tre uger siden til lille Oscar.

Efter flere år med fuld knald på har de to brødre nu fået bygget en sund forretning op. De har fået en fod indenfor på både det svenske og tyske marked, og derfor skal der i år ikke udvikles så meget som tidligere. Der er nu mulighed for et år med mere ro på og tid til familie, fortæller Mathis Nielsen, mens han viser rundt.

Annonce

600 varenumre

Nimara.dk sælger møbler på nettet, har 600 varenumre og omsætter for et tocifret millionbeløb. Deres koncept er at være de billigste på markedet. Der er en prisrobot tilknyttet deres site, og den sørger hele tiden for, at de er billigst.

- Kan eksempelvis en stol ikke længere sælges billigere end andre steder, tager vi den ud af vores sortiment, fastslår Mathias Nielsen.

Indtil for nylig havde firmaet et showroom i forbindelse med deres lager og kontor på Vinkelvej, fordi der til tider var kunder, som gerne ville se møblerne, inden de købte dem, men nu har brødrene besluttet at droppe showroomet.

- Vi er gode til at sælge på nettet, og derfor vil vi nu hellere satse mere på det, fortæller Mathias Nielsen og siger, at det også er meget tidskrævende at have et showroom, fordi der hele tiden skal være nogle, der er til rådighed til at tage imod kunder.

Den tid, der skal lægges i det, vil brødrene hellere prioritere anderledes. Når firmaet har telefontid fra klokken 11 til 14, kan der eksempelvis hurtigt være op til 150 telefonopkald dagligt, og derfor er der ikke tid til at stå i et showroom og tage imod, konstaterer Mathias Nielsen.

Nu planlægger brødrene i stedet, at der hver anden måned vil være lagersalg, hvor der sælges ud af de møbler, der kommer retur eller er blevet beskadiget i fragten fra Kina, hvor brødrene får møblerne produceret.

Mathias Nielsen (tv) og Rasmus Nielsen rykkede i 2017 ind i lokalerne på Vinkelvej i Marslev. Privatfoto

Nimara.dk er et ungt firma med ni ansatte.

- Det er Søren, der er alderspræsident, siger Mathias Nielsen med et smil, da han viser ind i lageret, hvor der er travlhed med at få gjort møbler klar til at blive fragtet ud af døren.

50-årige Søren Dag Nielsen, der er møbelvirksomhedens lagerchef, griner.

Annonce

Erfarne forretningsmænd

Nimara er en sammenskrivning af Nielsen, Mathias og Rasmus, og det er ikke den første online-forretning, de to brødre har startet. De to driver også sammen billigebolde.dk, billigebutterfly og tjenerskjorter.dk. Den første forretning med salg af butterflies og slips etablerede de sammen i 2011.

Godt købmandskab og fornemmelsen for, hvad kunderne efterspørger, har de ikke fra fremmed. Deres farfar grundlagde i 1961 modevirksomheden "Jørgen og Jørgine," som ved generationsskiftet i 2006 skiftede navn til "Nielsens." Virksomheden består i dag af 18 butikker rundt om i landet - primært Fyn og Jylland.

- Jeg husker, at vi ofte talte forretning over aftensmaden, og egentlig synes vores forældre, at vi skulle prøve noget andet, men sådan endte det så ikke, siger Mathias Nielsen med et skuldertræk.

Nimara.dk begyndte egentlig som et sats. Det var naboen til familiens sommerhus, der fik brødrene Nielsen til at tænke i andre baner. Han er agent og sælger møbler til Jysk, Ilva og Idemøbler. Han mente, at de unge mænd kunne få sig en ordentlig omsætning, hvis de begyndte at sælge møbler. De købte en container fuld af stole for 100.000 kroner af ham, og da indholdet af den hurtigt var solgt, turde de godt satse større, og siden har de modtaget mange containere af møbler.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

Et godt råd

Annonce