Annonce
København

Københavns Lufthavn lukker knap halvdelen af terminalområdet

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

På grund af mindre trafik og for at spare penge lukker Københavns Lufthavn 24 gates frem til og med 2021.

Annonce

Fra onsdag i næste uge bliver der midlertidigt lukket for omkring 40 procent af terminalområdet i Københavns Lufthavn.

Det sker for at tilpasse omkostningerne til den mindre trafik, som coronakrisen er skyld i. Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.

Tiltaget kommer på et tidspunkt, hvor der i gennemsnit rejser 5600 passagerer gennem lufthavnen om dagen. Det er markant lavere end før coronakrisen, hvor der i gennemsnit rejste 83.000 passagerer gennem lufthavnen dagligt.

Fordi der ikke længere er lige så mange passagerer, der benytter lufthavnens samlede terminalområde, bliver der altså nu lukket ned for en stor del af det.

- Vi kan spare lidt på for eksempel strøm, rengøring, vedligehold og patruljering, siger Christian Poulsen, driftsdirektør i Københavns Lufthavn, i pressemeddelelsen.

- Hver en krone, vi kan spare, er helt afgørende i en tid, hvor lufthavnen har mistet stort set alle indtægter, og vi må låne et større tocifret beløb hver måned for at holde åbent.

Nedlukningen af de i alt 24 gates vil vare året ud og også i hele 2021.

Der vil dog være mulighed for at kunne genåbne i løbet af to måneder, hvis antallet af passagerer stiger så meget, at behovet for mere plads skulle melde sig.

Nyheden om nedlukningen af cirka 40 procent af lufthavnens terminalområde kommer, efter at det i forbindelse med sidste uges regnskab blev oplyst, at der skal spares penge i Københavns Lufthavn.

Mere konkret skal der findes besparelser svarende til cirka 325 fuldtidsstillinger.

Selv om størstedelen ikke skal findes via afskedigelser, er det dog lufthavnens forventning, at det bliver nødvendigt at nedlægge stillinger.

Lufthavnen forventer blandt andet at kunne finde besparelser gennem muligheden for arbejdsdeling, som er et af regeringens tiltag for at holde hånden under økonomien.

Aftalen giver virksomheder mulighed for at dele arbejdet mellem ansatte i stedet for at skulle fyre dem. Aftalen gælder for resten af året.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Kunst i palæet: om livsenergi og passion

Vanløse

Joy Mogensen gæster Morgensang

Annonce