Annonce
Ugeavisen Kolding

10 millioner på vej til park i Kolding Åpark

Sådan ser skitsen ud til den nye bypark, som skal anlægges i det område, hvor BlueKolding allerede har et regnvandsbassin. Til venstre er det Trefors spidsbelastningscentral, og den trekantede bygning til højre er den kommende undervisningsbygning, som med sin trekantede form matcher SDU's byggeri, der ligger kort derfra. Tegning: Tegnestuen Mejeriet
Kolding Kommune, Kolding HF og VUC, BlueKolding og UC Syd har splejset om at få råd til en bypark Kolding Åpark. Arbejdet er så små gået i gang.
Annonce

Kolding: Nu får de mange mennesker, som har deres daglige gang i Kolding Åpark, de hundredvis af studerende på de nærliggende uddannelsesinstitutioner, byens børnefamilier og i det hele taget brugerne af det lange stilforløb langs Kolding Å snart en ny og rekreativ opholdsplads.

Kolding Kommune, Kolding HF og VUC, BlueKolding og senest også UC Syd har nemlig fundet ud af at deles om udgifterne til en lille bypark med en undervisningsbygning til brug for uddannelsesinstitutionerne og for eksempel kommunens naturvejledere.

UC Syd - tidligere Kolding Pædagogseminarium - har som den sidste koblet sig på projektet i forbindelse med sine planer om at flytte fra Dyrehavevej og bygge en ny uddannelsesinstitution lige ved siden af universitetet. Flytningen betyder, at UC Syd kommer i bekneb for plads til udeundervisning.

I alt knap 10 millioner kroner har de fire parter tilsammen bevilget til Åhaven, som den kommende bypark er døbt.

Pengene

Sådan bidrager de fire parter til den nye bypark:

Kolding Kommune: 1,8 mio. kr.

Kolding HF og VUC: 3,5 mio. kr.

BlueKolding: 2,0 mio. kr.

UC Syd: 2,5 mio. kr.

Annonce

Så småt i gang

Arbejdet med at anlægge parken er så småt gået i gang, fortæller landskabsarkitekt ved Kolding Kommune, Thomas Thinghuus.

I første omgang drejer det sig om at anlægge en parkeringsplads, som i dagtimerne er forbeholdt VUC og derudover er offentligt tilgængelig.

I 2020 følger udgravning af mose- og engområdet mellem BlueKoldings bygning og Trefors station, hvor parken skal anlægges med gangbroer, brodæk, pavillon, offentligt toilet og kanopladser.

- Selve undervisningsbygningen venter vi med, indtil UC Syd har en afklaring, siger Thomas Thinghuus med henvisning til, at byggeriet af et nyt seminarium forudsætter en godkendelse fra Folketingets finansudvalg - og den er ikke givet endnu.

- Men uanset hvordan det falder ud, så får vi en lille oase i Kolding Åpark, hvor der jo bygges tæt. Der mangler efterhånden et friareal, hvor man kan sætte sig med sin madpakke eller bare sidde og kigge lidt, og så bliver parken jo endnu et opholdssted blandt de mange åsteder, som vi allerede har anlagt langs Kolding Å, siger Thomas Thinghuus.

Sådan forestiller arkitekterne sig, at undervisningsbygningen kan se ud indefra. Illustration: Tegnestuen Mejeriet
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce