Annonce
Ugeavisen Kolding

Afstemning: Hvad skal central plads i midtbyen hedde?

Handelstorvet, Knudepunktet og Citypladsen er de tre navne, som er i spil til den plads, der ofte omtales Tombolapladsen. Arkivfoto: Steffen Nielsen
Tre navne er i spil til den såkaldte Tombolapladsen. Nu er det op til Ugeavisens læsere at vælge det bedste.
Annonce

Kolding: Mere end 100 forskellige forslag tikkede ind i Ugeavisens indbakke, da vi fornylig efterlyste et nyt navn til pladsen på hjørnet af Søndergade og Helligkorsgade.

Nu har et dommerpanel så skåret de mange bud ned til tre finalister: Handelstorvet, Knudepunktet og Citypladsen - og nu er det så op til dig og de øvrige læsere, hvad pladsen skal hedde.

I bunden af artiklen her kan du frem til 14. december klokken 8.00 stemme på din favorit af de tre. Vi offentliggør vinderen i avisen og på vores hjemmeside 15. december. Samtidig løfter vi også sløret for, hvem af forslagsstillerne, der har vundet et gavekort på 500 kroner til City Kolding.

Annonce

De tre navne

Om de tre finalistnavne siger dommergruppen:

Handelstorvet refererer til den handel, der gennem flere hundrede år har fundet sted i området omkring pladsen. Her har både været boghandler, hoteller og byens første fotograf. Torvet fungerer også som overgang til Borchs Gård, der står som et levn efter en af byens store købmænd Jens S. Borch (1805-1879).

Samtidig danner handelstorvet den akse, hvor handlen sydfra fra Søndergade mødte det gamle centrale vejnet. I dag ligger torvet for enden af en af byens centrale handelsgader og danner hermed bro mellem fortid og nutid.

Knudepunktet binder byen sammen, hvor flere overgange mødes. Her samles en række historiske gader – og understreger Kolding som både handelsmæssigt og trafikalt knudepunkt. I dag er pladsen ofte et mødested for børn, unge og familier, og navnet peger også frem mod et knudepunkt for både handel og kultur i fremtiden.

Citypladsen afspejler Kolding som en moderne større by med aktivt handels- og kulturliv. Citypladsen er et aktuelt udtryk for byen og peger hen mod en central plads, der binder stedet sammen med det historiske vejnet, der er gået forud.

Dommerne

En dommerkomite har ud af flere end 100 forslag udvalgt tre finalistnavne.

Komiteen består af:

  • Laust Tuxen Hedegaard, Ugeavisen Kolding.
  • Thomas Thinghuus, landskabsarkitekt, Kolding Kommune.
  • Lene Wul, stadsarkivar, Kolding Stadsarkiv.
  • Jakob Ville, formand for teknik- og klimaudvalget, Kolding Byråd.
  • Birgitte Kragh, formand for plan, bolig og miljøudvalget, Kolding Byråd.

Dommerne har lagt vægt på, at navnet er mundret, ikke må kunne forveksles med andre navngivne pladser, at man skal kunne identificere pladsen, og at navnet kan fortælle noget om Koldings historie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce