Annonce
Ugeavisen Kolding

Alt til gamerne: Ny butik i Kolding vil give dig en oplevelse

Ronnie Olesen (tv) og medejer Alexander Husum arbejder i øjeblikket på at sætte det nye Geekd-lokale i Kolding i stand. Privatfoto
Hvis man interesserer sig for computerspil og elektronik, bliver der nok at se på i butikken Geekd, der snart åbner i det nordlige Kolding.
Annonce

Kolding: - Jeg tror ikke på en butik, hvor man bare tager en vare og køber den. Så kunne vi lige så godt bare drive en webshop.

Så kontant er holdningen hos Ronnie Olesen, der står bag forretningen Geekd, som blandt andet skræddersyr gamer-computere og sælger udstyr til spil og streaming.

De seneste år har Geekd haft adresse i Ølgod, men i øjeblikket er Ronnie Olesen i gang med at sætte et 750 kvadratmeter stort lokale på Mønten 2 nær Kolding Storcenter i stand. Midt i maj er planen, at de cirka 500 kvadratmeter bliver taget i brug som lager og kontor til webshoppen, mens Geekd lidt senere åbner en stor butik i resten af lejemålet.

- Det bliver en butik, hvor vi prøver at skabe en oplevelse, næsten som hvis man tager i en forlystelsespark, for så vil man lige pludselig køre efter det. Det skal være en oplevelse at være der, og så skal du have mulighed for også at købe noget. Så i stedet for en masse kasser med varer, så står der en masse tastaturer og andet med lys og bling bling, som man kan prøve, så man kan finde ud af, om det er det rigtige, forklarer han.

Annonce

Løvens Hule og kendt youtuber

Geekd er ud over Ronnie Olesen ejet af iværksætteren Jacob Risgaard, som købte sig ind i virksomheden i tv-programmet Løvens Hule, og for nylig blev den populære youtuber Alexander Husum også en del af Geekd.

At der er en youtuber med i ejerkredsen, vil man også kunne mærke i butikken i Kolding.

- Målgruppen er de unge, og vi kommer til at lave en masse fede events for dem, hvor de kan møde deres idoler. Der bliver også liveudsendelser fra butikken, hvor forskellige influencers sidder i butikken og spiller, forklarer han, Ronnie Olesen, som selv mener, at hans koncept er unikt.

- Jeg har været rundt i mange større byer for at se, hvordan en it-butik gør i dag. Nogle har selvfølgelig udstillingsmodeller, men jeg synes faktisk ikke, der er nogen, der på samme måde går ind og skaber en oplevelser for kunden.

Annonce

Tæt på alt

Ronnie Olesen har endnu ikke besluttet sig for, om han vil holde fast i den oprindelige og noget mindre butik i Ølgod, eller om butikken i Kolding skal være den eneste af slagsen.

Om valget af Kolding som ny placering for virksomheden siger han:

- Vi har kigget meget på Vejle til at starte med, fordi vi tænkte, at det skulle være i noget gågade eller shoppingcenter, men vi besluttede, at vi hellere ville samle lager og butik i ét, og det havde vi bare ikke mulighed for i shoppingcenter eller gågade. Vi faldt så over et lokale i Kolding, som var perfekt til formålet og ligger et rigtig godt sted i forhold til trafik og tæt på vores kunder i både Sønderjylland, Trekantområdet og på Fyn. Det ligger jo tæt på alt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce