Annonce
Ugeavisen Kolding

Annette og Peter inviterer til koncert i haven

Peter Devantier Therkelsen og Annette Møller Therkelsen inviterer til havekoncerter i deres hjem på Fjordskrænten. Koncerterne foregår her på parrets terrasse - og som det hører sig til i denne tid er der naturligvis sørget for håndsprit og synlige corona-retningslinjer. Foto: Steffen Nielsen
Fire gange i juni åbner parret Peter Devantier Therkelsen og Annette Møller Therkelsen deres hjem og have for koncertgæster. Ideen opstod, da Annette sidste år skulle hyre musikere til sin 50 års fødselsdag.
Annonce

Kolding: Kunne du forestille dig at invitere op mod 50 fremmede til fest i din have? Det er netop, hvad parret Annette Møller Therkelsen og Peter Devantier Therkelsen gør denne sommer, hvor de fire gange er værter for havekoncerter, som enhver kan købe billet til.

Ideen har de haft siden efteråret, og den opstod, da Annette sidste år fyldte 50.

- Jeg besluttede, at hele min fødselsdag skulle være noget med musik, fordi jeg elsker musik, og de næste 50 år af mit liv skal indeholde mere musik end de første 50, siger hun.

Da hun ledte efter musikere, der kunne spille til fødselsdagen, faldt Annette over konceptet Low-fi, som giver private mulighed for at lægge hus og have til små koncerter med professionelle musikere. Og nu har hun og Peter altså valgt selv at invitere indenfor - blandt andet fordi de har savnet noget live-musik i deres liv på det seneste.

- Vi går normalt til mange koncerter og er med på festivaler. Men alle koncerter er jo aflyst, så vi har virkelig manglet noget og har kedet os helt vildt i foråret. Så vi tænkte, at så må vi holde festen selv, forklarer Annette.

Annonce

En lykkestund

Første koncert på terrassen blev spillet torsdag i sidste uge, hvor 29 gæster lagde vejen forbi familien Therkelsens have. Og det var en stor succes, mener parret.

- Vi havde en total lykkestund i torsdags. Det var så fed en aften, siger Annette.

Musikerne sad på terrassen med publikum i en halvcirkel foran sig, og den intime opstilling gav en helt særlig koncertoplevelse.

Torsdag i sidste uge holdt familien Therkelsen den første af fire koncerter, hvor små 30 gæster hyggede sig med jazzmusik. Der er plads til 50 gæster i haven, mens parret indendørs kan invitere 20 gæster til koncert. Privatfoto

- Det er meget personligt, og musikerne er i øjenhøjde og snakker direkte med publikum. Vi er med på en helt anden måde, forklarer Peter.

Det er da også primært de gode oplevelser, som får familien Therkelsen til at invitere til koncert. For selvom de får en lille andel af indtægterne fra billetsalget, så er det ikke noget, de tjener alverden på.

- Så vi gør det ikke for at tjene penge, men for at skabe en god oplevelse for folk, understreger Peter.

Annonce

Meget forskellige koncerter

Til den første koncert hos Annette og Peter kunne publikum høre jazz, næste gang, fredag 19. juni, er der sømandsviser, fællessang og ølsmagning på programmet, og senere på måneden kan man kombinere en koncert med musiker Kenneth Thordal med tapas lavet af Annette, der også driver madvirksomheden Nord Concepts, inden koncertrækken slutter med lokale Mekdes.

- Det er fire helt forskellige koncerter, fordi vi kan lide mange forskellige ting. Det eneste, vi siger nej tak til, er heavy metal, og det tror jeg heller ikke, vores naboer ville bryde sig om, griner Annette.

Annonce

Håber andre får lyst

Når koncerten med Mekdes er slut, går familien Therkelsen på sommerferie, og der er endnu ikke planer om flere koncerter i hjemmet på Fjordskrænten. Det kan der dog sagtens komme, hvis der er opbakning til de næste koncerter.

- Hvis det bliver en succes, så gør vi det igen til efteråret, helt sikkert. Det bliver nok ikke fire gange på en måned igen, men så måske fire gange om året i stedet, siger Annette, som håber, at andre end hende og Peter får øjnene op for det sjove ved at invitere til koncert derhjemme.

- Jeg håber, at andre også får lyst til at åbne hus og have op til det her, for det kan virkelig noget.

Koncerterne

Peter Devantier Therkelsen og Annette Møller Therkelsen inviterer til fire koncerter i deres hjem i løbet af juni.

Den første fandt sted i torsdags, mens der også er planlagt koncerter 19., 25. og 28. juni.

Se mere på facebooksiden Therkelsen Concerts.

Ud over familien Therkelsen holder også Huset i Hejls koncerter gennem konceptet Low-fi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce