Annonce
Ugeavisen Kolding

Billetsalg til musikfestival hænger lidt i bremsen: - Det overrasker os

Outlandish giver den første koncert, herefter følger Patrick Dorgan og Jonah Blacksmith Trio, når Fylke Festival pop up spiller for første gang. Festivalen holdes på Amfiscenen i Kolding. Arkivfoto:  Mette Mørk
Omkring 275 af de 450 billetter til koncerterne med Outlandish, Patrick Dorgan og Jonah Blacksmith Trio på Amfiscenen i Kolding næste fredag er solgt. Arrangørerne fra Fylke Festival havde troet, at billetterne relativt hurtigt ville blive udsolgt.
Annonce

Kolding:  Fredag den 7. august giver de danske navne Outlandish, Patrick Dorgan og Jonah Blacksmith koncert  på Amfiscenen. Det er Fylke Festival, der står bag festivalen.

Billetsalget åbnede torsdag den 25. juni, og arrangørerne havde en idé om, at festivalen relativt hurtigt ville blive udsolgt.

- Billetsalget hænger faktisk lidt i bremsen. Onsdag var der solgt omkring 275 af de 450 billetter, og det overrasker os helt vildt, for på sociale medier har mange tilkendegivet, at de deltager eller er interesserede i at deltage, siger Jimi Kristensen på arrangørernes vegne.

Billetterne koster 475 kroner.

- Det er en god pris for de tre koncerter. Der er to grunde til, at vi ikke kan ændre på prisen. Dels har vi købt musik for et ret stort beløb, så prisen kan ikke sænkes, hvis vi skal holde skindet på næsen. Dels ville det simpelthen være respektløst at sænke prisen over for dem, der har købt en billet, forklarer han.


Billetsalget hænger faktisk lidt i bremsen. Onsdag var der solgt omkring 275 af de 450 billetter, og det overrasker os helt vildt, for på sociale medier har mange tilkendegivet, at de deltager eller er interesserede i at deltage.

Jimi Kristensen


Billetsalget fortsætter, og hvis der ikke bliver udsolgt, vil de resterende billetter blive sat til salg ved indgangen.

- Tidspunktet for festivalen, synes vi også, er rigtigt, for vi ved, at mange fra Kolding  har reserveret weekenden til festivalen Smukfest. Vi tænkte, at  folk har fri og tid til at være med.  Vi kan se, at andre arrangører også kæmper med at sælge billetter. Det er nok fordi, at nogle er lidt tilbageholdende på grund af corona-situationen.

Han understreger, at festivalen på Amfiscenen vil overholde alle corona-forholdsregler.

Ved Amfiscenen er der plads til 2500 tilskuere, og der er 450 billetter til salg, så der bliver ekstra plads mellem tilhørerne.

- Vi er også meget opmærksomme på at forhindre kø ved barer og spisesteder. Derfor vil der blandt andet være ølsælgere, der til koncerterne går rundt blandt publikum, så gæsterne kan købe øl fra deres siddeplads, siger Jimi Kristensen.

Der vil også være servering fra Peter Larsen Kaffe, Bryggeriet Fuglsang, Nohrlund Cocktails og Volkerts Fylkes bålkøkken vil sælge burgere og naan brød.

Annonce

Festen gennemføres

Uanset hvor billetsalget lander, vil festivalen blive gennemført.

- Vi holder en fest for dem, der kommer. Lige nu ser vejrudsigterne for den 7. august gode ud, og jeg har hørt, at nogen går og lurepasser lidt i forhold til vejret, siger Jimi Kristensen.

Oprindeligt havde han og Rasmus Vemmelund planlagt en større musikfestival på p-pladsen bag Volkerts Fylke i Dalbygade den 29. august i år, men de planer har corona-pandemien  udskudt til næste år.

- Det har ikke afskrækket os, og for Rasmus og jeg er der kort vej fra idé til handling. Vi tager chancen ind imellem, siger Jimi Kristensen.

Fylke Festival pop op

Fylke Festival pop op holdes fredag 7. august på Amfiscenen i Kolding.

Pladsen åbner kl. 15.30.

Kl. 16.30 Outlandish Trio.

Kl. 18.30 Patrick Dorgan.

Kl. 20.30 Jonah Blacksmith Trio.

Kl. 23.00 Pladsen lukker.

Billetsalg: Volkerts.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce