Annonce
Ugeavisen Kolding

Bronuts kommer til Kolding: Åbner centralt i midtbyen

Ninos Oraha (t.v.) og Türker Alici er stiftere af donutkæden Bronuts, som planlægger at åbne en afdeling i Kolding. PR-foto
I starten af det nye år får Kolding endnu en donut-butik, når kæden Bronuts åbner sin afdeling nummer otte i de lokaler, der tidligere husede Den Gyldne Ovn i Bredgade.
Annonce

Kolding: Vennerne Türker Alici og Ninos Oraha åbnede deres første donutbutik i Aarhus i august 2019, og siden er det gået stærkt. De pyntede donuts med forskellige smage og farver er faldet i god jord hos især mange unge, og derfor har Bronuts haft vokseværk siden starten. Så meget, at kæden snart tæller syv forretninger med placeringer i Aarhus, Aalborg, Odense, Randers og København.

Og i starten af 2021 bliver det så Koldings tur til at få en Bronuts. Kæden flytter ind i Bredgade 4, hvor Den Gyldne Ovn lå frem til udgangen af november 2018. Dermed kommer der snart nyt liv i det tidligere bageri og igen med søde kager på hylderne.

Den nye butik bliver indrettet, så man kan stå og se på, mens kagerne pyntes i køkkenet.

- Vores koncept går ud på, at vi gerne vil vise vores gæster, hvordan vores Bronuts bliver lavet, så folk kan kigge ind til vores køkken og se, hvordan medarbejderne dekorerer vores donuts, forklarer Türker Alici.

Annonce

Ingen siddepladser

I første omgang bliver det ikke muligt at sidde ned og nyde sine donuts på stedet.

- Vi kommer ikke til at have siddepladser, det bliver grab and go. Måske kan der komme siddepladser, men det er ikke en mulighed i første omgang, siger Türker Alici.

Han fortæller, at Bronuts typisk investerer 500.000 kr. i at etablere en ny forretning, og at kæden i starten havde siddepladser, men at de ikke bliver brugt, og man derfor er gået væk fra det igen.

Annonce

Et perfekt sted

Türker Alici og Ninos Oraha har valgt at rykke ind i det tidligere bageri i Bredgade, fordi beliggenheden passer perfekt til deres koncept.

- Vores butikker skal gerne ligge ved nogle trafikerede veje. Det skal ikke være en strøgplacering men gerne tæt på en stor p-plads, hvor folk kører ind og ud, og så er det godt, hvis der fx ligger en stor Føtex i nærheden. Så placeringen i Kolding er optimal for os, siger Ninos Oraha.

Med åbningen i Kolding får Bronuts dækket Trekantområdet, og derfor var en åbning her i byen oplagt, forklarer de to indehavere.

Annonce

Udvikler hele tiden

Dejen til Bronuts donuts bliver fremstillet i Frankrig, og det er Türker og Ninos, som løbende finder på nye opskrifter og måder at pynte på.

- Vi har nye donuts hver måned. Türker og jeg bruger meget tid på at udvikle dem, for vi er kreative folk, og vi har fx lige indgået et samarbejde med Odense Marcipan, for vi vil gerne give vores gæster noget eksklusivt, som man ikke kan få andre steder, forklarer Ninos Oraha.

Lige nu søger Bronuts efter en butikschef til afdelingen i Kolding, og derefter skal der ansættes 15-20 medarbejdere. Åbningstiden vil blive fra kl. 10-21.


Vi har nye donuts hver måned. Türker og jeg bruger meget tid på at udvikle dem, for vi er kreative folk, og vi har fx lige indgået et samarbejde med Odense Marcipan, for vi vil gerne give vores gæster noget eksklusivt, som man ikke kan få andre steder.

Ninos Oraha, indehaver, Bronuts
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

En anbefaling

Annonce