Kolding: Finalen i Årets IBA Praktik er afgjort. Det bliver Carina Munch, som repræsenterer akademiet i Kolding, når landsfinalen i Årets Erhvervsakademipraktik skal afgøres i Industriens Hus den 25. maj, fremgår det af en pressemeddelelse.
Carina Munch, der studerer Financial Controller, har vundet titlen som Årets IBA Praktik hos IBA Erhvervsakademi Kolding. Titlen vinder hun sammen med sin praktikvirksomhed, Aarsleff Rail, for hæderen gives som en samlet pris for praktikopholdet.
- Jeg er selvfølgelig både stolt og glad over at vinde. Og så er det bare fedt at kunne give noget tilbage til min praktikvirksomhed, for prisen er en måde at sige tak for tre fantastiske måneder, hvor Aarsleff Rail virkelig har gjort meget for at give mig et godt forløb, siger Carina Munch.
Carina Munch og Aarsleff Rail vinder prisen foran 40 andre indstillinger til Årets IBA Praktik. Afgørelsen er truffet af en jury med deltagelse af bl.a. Koldings borgmester Knud Erik Langhoff og direktør Morten Bjørn Hansen fra Business Kolding.