Kolding: Efter to års pause er Christiansfeld Festival 2022 klar til at byde velkommen fra 11. til 15. maj med masser af musik i UNESCO-byens rammer. Musikelskere kan godt begynde at glæde sig, lyder opfordringen i en pressemeddelelse.
Temaet for festivalen ”Byens musik – fra 1700-tals barokmusik til verdensmusik” afspejler en musik- og sangkultur, der har betydning for indbyggerne i Christiansfeld samt Brødremenigheden, der grundlagde byen i 1773.
Musik og sang er en vigtig del af Brødremenighedernes identitet, og festivalen vil forsøge at kombinere klassisk europæisk musik og verdensmusik med udgangspunkt i menighedens musiktraditioner, fremgår det af pressemeddelelsen.
Programmet vil byde på orkester-, kammer-, folke-, og kormusik fra hele verden spillet af professionelle musikere i Søstrehuset eller Brødremenighedens kirke Salshuset, samt koncerter med bl.a. Aarhus Solistensemble & Aarhus Balletkompagni, Scandinavian Brass Quintet og specialist i Brødremenighedens musik Christina Ekström.