Annonce
Ugeavisen Kolding

City Kolding jubler over ny teater-aftale

Mette Schumacher, citychef, glæder sig over, at byrådets nye egnsteateraftale årligt sikrer yderligere en mio. kr. til events i midtbyen. Foto: Casper Vagner Christensen
- Det her er mere, end vi kunne ønske, og det bliver rigtig godt for byen, siger citychef Mette Schumacher. Hun anser byrådets aftale om det nye egnsteater, der hvert år sikrer en ekstra mio. kr. til events i centrum, som en kæmpe chance for en ny start for midtbyen.
Annonce

Kolding: Der kommer ekstra gang i Koldings gågader, når det engang bliver tilladt igen at forsamle sig flere mennesker på samme sted. Med en nye aftale om egnsteater i Fredericiagade sikrer byrådet nemlig en mio. friske kroner til at lave aktiviteter og events for i midtbyen. Og det glæder foreningen City Kolding:

- Det kommer til at betyde helt vildt meget for hele byen. For vi kan lave noget mere og skabe noget larm i gaderne, siger citychef Mette Schumacher.

Det er først fra næste år, City Kolding kan se frem til et større aktivitets-budget. I år får foreningen dog et ekstraordinært corona-tilskud på 200.000 kr. til events.

- Så det her er jo helt fantastisk. Det her er mere, end vi kunne ønske. Det bliver sjovt med en ny start for midtbyen, også med alt det anlægsarbejde der skal i gang.

Mette Schumacher håber, at hun snart kan præsentere nogle events i city.

- Lige så snart vi må gå i gang, gør vi det. Lige nu laver vi nogle små popup koncerter og byrumsinstallationer, men det kunne da godt være, at vi kunne holde majmarked i september. Og får vi lov, så rykker vi hurtigt, for vi skal have hentet det ind, vi har tabt her i foråret.

Annonce

En mio. nye kroner

Mette Schumacher glæder sig også til at flytte citykontoret til teaterbygningen i Fredericiagade og få et tæt samarbejde med egnsteatret. Foreningens sparede huslejeudgifter på 120.000 kr. pr. år vil fremover i stedet gå til events og aktiviteter.

Dertil kommer et tilskud til den nye citypulje fra egnsteatret på 200.000 kr. til næste år. Det beløb stiger gradvist til 880.000 kr. i 2024. Endelig spæder kommunen til med 680.000 kr. til næste år, og det beløb udfases gradvist i takt med, at tilskuddet fra teateret stiger, så der hvert år de kommende fire år vil være yderligere en mio. kr. til events og aktiviteter i midtbyen. Dertil kommer den eksisterede pulje Mere liv i city, som indeholder 700.000 kr. og City Kolding eget budget.

- Det her er en fabelagtig aftale. Jeg tror ikke, der er sket noget større for city i mange år. Mange af vores forslag er imødekommet med den her aftale, og vi får også en detailkonsulet at trække på i regi af Business Kolding. Det har vi virkelig savnet, siger formand for City Kolding, Lau Tuxen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce