Annonce
Ugeavisen Kolding

Da Verner serverede oksehøjreb for dronningen på Koldinghus: Læs uddrag af bog om danskernes oplevelser med Margrethe

Verner Jeppesen og to smørrebrødsjomfruer i færd med at pynte forretten, Hummer Parisienne i sølvkammeret på Koldinghus. Slottet fik først køkkenfaciliterer i forbindelse med restaureringen nogle år senere. Pressefoto/Arkivfoto
I samarbejde med den lokale forfatter Helle Juhl bringer vi her et uddrag fra hendes nye bog "Skal man neje?", som udkommer i anledningen af dronning Margrethes 50 års regeringsjubilæum. Uddraget er fra historien: "Højreb i riddersalen".

Fra første sommer som regent videreførte Dronning Margrethe traditionen for et årligt sommertogt med kongeskibet Dannebrog, og det er siden blevet til mere end 260 officielle besøg i alle landsdele foruden hyppige ture til Færøerne og Grønland. Hver gang har spændte værter pudset sko, smil og sølvtøj til ære for de kongelige gæster. Det var også tilfældet, da Kolding i 1974 fik besøg af Dronning Margrethe, Prins Henrik og de to små prinser.

Om morgenen den 10. juli blev kongeskibet lodset gennem den smukke men navigationsudfordrende Kolding Fjord, med Koldinghus som højt beliggende pejlemærke over byen. Fra midten af 1200-tallet, hvor de ældste dele af Koldinghus opførtes som værn mod de uregerlige hertugdømmer, og firehundrede år frem var det kongelig residensbolig, så selvfølgelig skulle den officielle middag indtages i riddersalen på Danmarks ældste kongeslot, hvor så mange af dronningens forfædre havde spist og drukket.

Men først skulle regentfamilien modtages på kajen foran et næsten lige så kendt vartegn, Kolding Eksportmarked, hvis markedsstalde kronet af den svulmende skulptur ’Tyren’ vidnede om århundreders givtig kreaturhandel. Foran de karakteristiske stalde stod tusindvis af koldingensere, iblandet en del tysktalende turister, som lettere desorienterede spurgte ”wo ist die Königin?” ved synet af Dronning Margrethe i kaki spadseredragt og tørklæde om håret, flankeret af de små prinser i cowboytøj og Prins Henrik i kommandørkaptajnsuniform.

Annonce

Selv om anløbsstedet var valgt, fordi havnen her var bred nok til, at det knap 80 meter lange kongeskib kunne svaje, besad det også stor historisk symbolværdi. For nok var det kongemagten, der havde skabt købstaden, men det var kreaturerne, der havde polstret den. I den jyske studedrifts storhedstid var Kolding et af de steder, hvor studedriverne måtte passere. Det gav hver sommer kolort i de snævre gader, men tilsvarende omsætning i knejper og boder. Størst udbytte havde dog kongen, idet der skulle betales told til statskassen af hvert eneste høved, der krydsede åen, som udgjorde grænsen til Slesvig-Holsten. I århundreder var ’øksnetolden’ med til at finansiere såvel krige som krinoliner.

Efter 1864 blev Kolding, nu som grænseby til det tyske kejserrige, knudepunkt for den jyske kreatureksport til Tyskland, og med jernbanens komme flyttede kreaturerne til havnen. Dyrene blev sendt med tog til Kolding og opstaldet i Kolding Eksportmarked, før de blev udskibet til Tyskland i store kreaturbåde.

Det var dog ikke kreaturmarkedet, der var mål for de kongeliges besøg. De skulle runde byens specialarbejderskole og en lokal designvirksomhed. I 1974 var markedets dage talte, og få år senere blev det revet ned. Eneste synlige levn fra Koldings klovbærende storhedstid er ’Tyren’, der nu står på en sokkel ved den kaj, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik skulle modtages.

Frygten for Rote Armee Fraktion

En, der absolut ikke havde tid til at stå og vinke på kajen, var køkkenchef Verner Jeppesen på Industrien, Koldings førende mødested og landskendt for sommerrevyen Sans Souci. Heldigvis havde den først premiere senere på måneden, for når revyen kørte, havde Verner Jeppesen hver aften ansvar for at bespise 400 revygæster. Sammenlignet hermed var middagen for regentparret og de 70 indbudte gæster en lille opgave, men til gengæld langt mere prestigiøs.

Han havde frie hænder til at sammensætte menuen, og den 39-årige koks valg af hovedret kunne ikke være mere oplagt i kongernes og kreaturernes Kolding: oksehøjreb. Så mens Dronning Margrethe og Prins Henrik drog på officielle besøg, holdt han vågent øje med ovne og komfurer. Og med vejret, for al maden skulle transporteres op ad den høje slotsbanke og igennem omfattende sikkerhedsforanstaltninger på slottet.

”Dengang fandtes ingen køkkenfaciliteter på Koldinghus, så vi måtte lave alt i vores eget køkken og bære det op i transportkasser, hvilket ikke blev nemmere af den jernring, politiet havde lagt omkring slottet. Det var i de år, hvor Rote Armee Fraktion terroriserede Vesttyskland med attentater og gidseltagninger. Vi skulle have en ren straffeattest for overhovedet at få adgang til slottet, og alle blev udstyret med passersedler, hvilket jo ikke ligefrem var hverdagskost.

Desuden var vi selvfølgelig påvirkede af, at det var en kongelig servering. Der var bare ikke noget, der måtte gå galt. Men vi var også stolte og glade. Jeg tror, alle på Industrien følte det som en ære, og vi tog en del billeder undervejs. De er rare at kigge på så mange år efter”, fortæller 86-årige Verner Jeppesen.

Industriens direktør Maja Rasmussen, der også var kendt som ’Koldings revydronning’, bestemte desserten, madeirarand pyntet med kirsebærflødeskum, ristede mandler og friske hindbær, og som en cadeau til Prins Henrik stod forretten på Hummer Parisienne.

”Det var en halv jomfruhummer anrettet i skallen, på en bund af artiskokker og med en klo som pynt. Absolut ikke noget vi lavede hver dag, men det tog sig godt ud på sølvtallerkenerne. Oksehøjrebene blev serveret med blandt andet rødvinssauce, ristet palmemarv, grønne asparges og fyldte tomater.

Vi forberedte så meget som muligt dagen før, men det sidste måtte laves på stedet. Oksehøjrebene skar vi for på et bord i enden af riddersalen. Foruden mig selv var vi to kokke og en kokkelev i stiveste puds. Gæsterne sad ved borde med dybrøde duge, overdådige blomsterdekorationer og levende lys fra store kandelabre. I et lokale ved siden af riddersalen havde Maja Rasmussen og et par smørrebrødsjomfruer travlt med at pynte madeirarandene op. Det kneb med bordpladsen, så Maja måtte ned på knæ på gulvet for at pynte de sidste.

Men det hele klappede, gudskelov. Heldigvis skulle dronningen have en rygepause mellem retterne, som gav os lidt respit. Ja, ikke kun dronningen. Dengang røg de fleste mennesker, og der gik altid tobaksfade rundt ved bordene. Man kunne nærmest ikke forestille sig en middag afviklet uden rygepauser.”

Annonce

En stor dag for byen

Verner Jeppesen husker tydeligt den dirrende spænding, der prægede byens borgere og forretningsliv op til det kongelige besøg.

”Alle råvarer til middagen blev leveret fra lokale butikker. Der var et mylder af små detailhandlende dengang, og de udvalgte var stolte over at være kongelige hofleverandører for en dag. Det var jeg som sagt også. Jeg har altid syntes godt om Dronning Margrethe og hendes familie. Det gælder også den tidligere generation. Som nyuddannet kok lavede jeg engang frokost til Arveprins Knud på flådestationen i Hundested, hvor jeg aftjente værnepligt, men det var meget større med Dronning Margrethe og Prins Henriks besøg i Kolding. Det er trods alt ikke hver dag, man får lov til at lave mad til en dronning.”

Bogen og forfatteren

Helle Juhl, f. 1957, journalist, cand. public., foredragsholder og forfatter til flere historiske bøger om kvinde- og familieliv - blandt andet "Jutlandia - Krig, kald og kærlighed", som beretter om de danske sygeplejersker, der ydede humanitær hjælp under Korea-krigen på hospitalsskibet Jutlandia. 

Helle Juhl bor med sin mand på en gård i Sdr. Bjert ved Kolding.

I Skal man neje? gives ordet til nogle af de almindelige danskere (og to lidt mindre almindelige - Knud Romer og Ulf Pilgaard), som har haft Dronning Margrethe inde på livet. Blandt andre en gast fra Kongeskibet Dannebrog, en bonde på Sejerø, en hustømrer på Fredensborg Slot, en kongelig hofleverandør af gravhunde og en helleristningsekspert fra Bornholm.

Bogen er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Således ser forsiden ud på Helle Juhls nye bog, som indeholder 21 fortællinger om danskernes dronning. Pressefoto
Annonce
Ugeavisen Kolding

Landkøkken lukker til maj: Indehaveren savner at kunne holde fri i weekenderne

Annonce
Ugeavisen Kolding

Nyvalgt byrådsmedlem sygemeldt fra sit politiske arbejde: - Jeg har sagt ja til alt for meget

Annonce
Ugeavisen Kolding

Satirefiguren Pelle gæster Kolding Teater

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Se billederne: Sjælden hval er strandet i Kolding Fjord

Ugeavisen Kolding

Aktivitetsbane i Vonsild bliver realitet efter donation fra Salling Fondene

Ugeavisen Kolding

Dansk crooner og svensk sangerinde giver koncert på Godset

Ugeavisen Kolding

Konstant lys i kommunal bygning er faldet Flemming for brystet: - Alle skal jo spare, så hvorfor skal kommunen ikke?

Ugeavisen Kolding

Se billederne: Kronprinsesse Mary i Kolding før stor udstilling om kronprinsesserne

Ugeavisen Kolding

Underviser fra specialskole i Vonsild kan blive Danmarks Sejeste Idrætslærer

Ugeavisen Kolding

Estisk jazzsangerinde giver koncert på Godset

Ugeavisen Kolding

Grev Dracula besøger Comwell Kolding Teater

Ugeavisen Kolding

Hjemmelavet italiensk is og cremet sorbet: Ny isbutik åbner i midtbyen

Ugeavisen Kolding

Lærer og snedker fik succes som kropar: Nu vil de skabe et spisested med smørrebrød og afslappet stemning lidt uden for Kolding

Ugeavisen Kolding

I november vandt hun stor talentpris: Nu er Mekdes fra Kolding klar med sit første album

Ugeavisen Kolding

To års aflysninger har ikke taget modet fra Streetfood Kolding: Nu er årets datoer klar

Annonce