Kolding: Coronakrisen rammer nu også lokale spisesteder i Kolding.
Tirsdag kunne Ekstra Bladet oplyse, at kæderne Dalle Valle og Café A, som har fælles ejerkreds, har begæret 13 af sine i alt 35 steder konkurs.
Kæderne har både en Café A og Dalle Valle i Kolding Storcenter, men det er kun Dalle Valle, der er begæret konkurs, oplyser bestyrelsesformanden Niels Rønnebeck til JydskeVestkysten.
I sidste uge blev alle koncernens ansatte fyret i begge kæder på grund af nedlukningen af landets spisesteder, og nu er det altså helt sikkert, at de ansatte hos Dalle Valle ikke skal møde på arbejde igen.
- Alle forretninger ligger i selvstændige selskaber, og det som har været afgørende er betalingsevnen i de enkelte selskaber, siger Niels Rønnebeck.
Café A åbnede i Kolding Storcenter i maj 2017, mens den store buffetrestaurant Dalle Valle åbnede i Kolding Storcenter i november 2017.
Seneste offentliggjorte regnskab for selskabet, der stod bag Dalle Valle i Kolding, viser et underskud på 426.000 kroner før skat i 2018. Derimod var der overskud i selskabet, der står bag Café A. Her var overskuddet i 2018 på 1,1 millioner kroner før skat.
- Det er et spørgsmål om likviditet i de enkelte selskaber i forhold til at overleve, siger Niels Rønnebeck.
Nu står koncernen tilbage med 22 spisesteder, men hvor mange af dem, der åbner på den anden side af corona-krisen, det ved bestyrelsesformanden ikke.
- Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, siger Niels Rønnebeck.