Annonce
Ugeavisen Kolding

Efter tre måneders lukket i baren: Anders savner at gøre folk glade

For Anders Davidsen har coronanedlukningen givet mere tid med kæresten og deres halvårige barn, men han har alligevel savnet kontakten til kunderne hos Skræddergaarden. Foto: Steffen Nielsen
For 36-årige Anders Davidsen har de seneste tre måneder været meget stille. Han er medejer af baren Skræddergaarden i Munkegade og forventer ikke for alvor at kunne komme i gang igen før i midten af august.
Annonce

Kolding: Der gik ikke mange øjeblikke fra statsminister Mette Frederiksen lukkede store dele af landet ned på sit pressemøde 11. marts, til Anders Davidsen og hans kompagnoner Lars og Carsten Prisfeldt havde kigget hinanden i øjnene og taget en beslutning.

- Vi lagde et opslag på Facebook om, at vi lukkede ned efter en times pressemøde. Jeg tror nærmest, vi var de første i landet til at lukke, men vi var ikke i tvivl et sekund om, at det var det rigtige at gøre, selvom det gjorde ondt. Vi har nogle gæster og et personale at tage ansvar for, forklarer Anders Davidsen, som har stået i spidsen for åbningen af baren Skræddergaarden i Munkegade.

Den første tid brugte Anders Davidsen og de andre fra Skræddergaarden på at gøre hovedrent og vente på det, de håbede blev en snarlig genåbning.

- Vi tænkte, at vi kan jo nok åbne igen om 14 dage, så nu kan vi lige få klaret hovedrengøringen inden, siger han.

Siden har baren i Munkegade dog fået lov til at passe sig selv, mens personalet har været hjemsendt. Med kun et par år på bagen har det nemlig ikke givet mening at lave de store renoveringsprojekter, som man har set mange andre steder.

- Vi har kun haft åbent i to år, så der var ingen grund til at finde værktøjskassen frem, bare fordi vi kedede os, siger Anders Davidsen.

Annonce

Taler ørerne af kæresten

Der har ellers været masser af tid at kede sig i under de mere end tre måneders ufrivillig pause for den 36-årige bar-ejer, som sammen med sine kompagnoner også ejer to barer i Esbjerg.

- Det har været meget specielt, ikke mindst fordi det er mit levebrød, men der har heldigvis været hjælpepakker, der har holdt os ovenvande. Jeg har også et lille barn derhjemme og en kæreste på barsel, så vi har fået en masse tid sammen, fortæller Anders Davidsen, som familieidyllen til trods går og tripper for at komme rigtigt i arbejde igen.

- Jeg er jo ved at snakke ørerne af hende derhjemme, og alle de dårlige jokes, som kunderne skulle have haft, dem får hun, griner han.

For Anders Davidsen er det at arbejde i nattelivet nemlig en livsstil, som han nødig ville undvære.

- Jeg begyndte for 15 år siden, da jeg havde et halvt år tilbage på handelsskolen og skulle tjene nogle penge. Jeg skulle bare have et halvt år bag baren, men jeg hænger ved endnu. Jeg elsker menneskekontakten, og jeg får et kæmpe kick af, at jeg føler, at jeg gør en forskel for folk og gør dem glade. Jeg kan ikke forestille mig at lave andet, forklarer han.

Annonce

Nervøs for tiden efter corona

I princippet kunne folkene bag Skræddergaarden godt vælge at åbne baren i Kolding igen allerede nu. De vurderer dog, at det slet ikke ville kunne hænge sammen, så længe retningslinjerne siger, at man skal lukke til midnat og ikke må danse tæt på dansegulvet.

- Vi har prøvet at åbne Skræddergaarden i Esbjerg igen, men vi kan godt se, at det er et feststed, og når man åbner uden dansegulv og DJ, så er det helt til hundene. Men vi vil gerne tjene vores penge selv, så jeg tror, vi bliver ved med at holde åbent i Esbjerg, siger han.

I Kolding må Skræddergaardens gæster dog nok vente et par måneder endnu, før de kan besøge baren igen, forventer Anders Davidsen.

- Det bliver nok midt i august, som det ser ud nu, men det er svært at spå om. Men så længe, der er hjælpepakker, så holder vi modet oppe, for uden dem var vi lukket. Men man går da også og er nervøs for, hvad der sker, når vi åbner igen, for tør folk stadig mødes, som de gjorde før?

Anders Davidsen

Er 36 år og bor i Esbjerg med sin kæreste og deres barn.

Ejers Skræddergaarden i Munkegade med partnerne Lars og Carsten Prisfeldt. Sammen har de også de to barer Little London og Skræddergaarden i Esbjerg.

Anders Davidsen har de seneste par måneder været en sjælden gæst hos Skræddergaarden i Kolding. Han og hans to partnere Carsten og Lars Prisfeldt bor alle i Esbjerg, hvor de også driver to barer. Foto: Steffen Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce