Annonce
Læserbrev

En tikkende økonomisk bombe

Annonce

Læserbrev: På et nyligt afholdt byrådsmøde blev Kolding Kommunes regnskab for 2019 aflagt. Som det er de fleste bekendt, så sprudler dette regnskab ikke ligefrem af sorte tal og plusser, og der burde dermed ikke være behov for at lade champagnepropperne springe i den anledning. Det sås også af, at et byrådsmedlem lod regnskabet blive fulgt af ordene ”2019 var et rædselsår”. Overraskende var det derfor, at et andet medlem kunne sige at ”regnskabet må anses for at være tilfredsstillende”!

Oveni dette så mente DF-gruppeformanden endog, at der nu er ro på økonomien, og man i kommunen er på rette kurs. Intet kunne vel være længere fra sandheden.

Hvis kommunens regnskab i stedet var kommet fra en privat virksomhed, ville der ikke være nogen tvivl om, at det ville blive fulgt af en alvorlig revisorpåtegning. Det ville det, fordi grunden til at driftsudgifter er reducerede blandt andet er, at lagerbeholdningen af diverse hjælpemidler er reduceret i væsentligt omfang, at hullerne i vejene er blevet større, at planlagte investeringer er skrinlagte og kommunens bygninger lider under manglende vedligeholdelse.

Likviditeten blev ganske rigtigt reddet i 2019, men den øvelse, der med et fint ord kaldes ”genopretningsplan” burde retteligt have heddet ”vi-skubber-problemerne-foran-os-plan”. Det, der er gjort, svarer til at spare på husholdningsbudgettet ved at undlade at tanke bilen. Ja, vi sparer lidt penge her og nu, men lige om lidt er tanken tom og vi kommer til at gå på arbejde, i stedet for at køre. Jeg ville ønske, at byrådspolitikerne i Kolding udviste en større forståelse for forskellen på et likviditets- og et reelt driftsregnskab. Ud fra en helhedsbetragtning er det regnskab, der for nyligt blev fremlagt, en tikkende økonomisk bombe for Kolding Kommunes borgere.

Knud Erik Langhoff.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce