Annonce
Ugeavisen Kolding

Fødevarebank uddelte over 42 tons mad sidste år: Nu støtter TrygFonden med en million

Trygfonden har netop offenliggjort, at den støtter Foodbank Kolding på Lykkegårdsvej med 988.471 kroner. Pengene skal gå til at videreudvikle fødevarebanken. Foto: Søren Gylling
40 familier henter hver uge en kasse med cirka 20 kilo madvarer fra Foodbank Kolding.
Annonce

Kolding: TrygFonden støtter Foodbank Kolding med 988.471 kroner.

- Den besked fik jeg mellem jul og nytår, og den gjorde mig jublende glad. Vi håber, at vores fødevarehjælp til familier på overførselsindkomst dermed kan vokse. For os handler det om at nå flere og hjælpe flere på den rigtige måde, siger Ulrik Siegumfeldt på vegne af Blå Kors, der modtager pengene.

Han er leder af værestedet Café Netværket, som drives i et samarbejde mellem Blå Kors og frikirken Kirkeibyen. Foodbank Kolding opstod, da værestedet for godt et års tid siden begyndte at dele mad ud.

Donationen er så ny, at Ulrik Siegumfeldt endnu ikke kan gå i detaljerne med, hvad millionen skal bruges på.

Foodbank Kolding

Blå Kors får 988.471 kroner fra TrygFonden til Foodbank Kolding. Pengene skal bruges til at videreudvikle fødevarebanken, der ligger i tilknytning til værestedet Café Netværket på Lykkegårdsvej 100 i Kolding.

Værestedet drives i et samarbejde mellem Blå Kors og frikirken Kirkeibyen. Det seneste år har fødevarebanken uddelt over 42 tons madvarer. Maden deles ud til borgere på overførselsindkomst.

Lige nu henter 40 familier mad i Foodbank Kolding hver fredag.

Hvis du ønsker at modtage eller donere mad, kan du kontakte Ulrik Siegumfeldt i Café Netværket.

TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark har alt i alt doneret 8.226.498 kroner til projekter, der skal fremme sikkerheden, sundheden og trivslen i regionen.

Annonce

Stor succes

- Foodbank Kolding begyndte med, at vi havde omkring ti poser kartofler til overs, og så spurgte jeg, hvem kan bruge dem? Og så er det bare eksploderet derfra. Der er virkelig behov for hjælpen. Det er en kæmpe succes, og ansatte fra kommunen henviser til os, når de står i en situation, hvor de ikke kan yde mere hjælp, siger han.

Sidste år delte Foodbank Kolding over 42 tons mad ud, og hver uge hjælper omkring 20 frivillige med at hente, sortere og dele maden ud.

- Det startede med, at vi fik varer fra Lidl, der havde lavet en landsdækkende aftale med Blå Kors. Lokalt har Lidl været fantastiske, og det er de stadigvæk. Vi får også madvarer fra Rema 1000 i Seest og Guldbageren i Bramdrupdam, fortæller han.

Maden deles ud hver fredag, hvor familierne får en kasse med cirka 20 kilo basisvarer som æg, grøntsager og olivenolie. Hvis man ønsker at hente mad fra Foodbank Kolding, skal man først meldes til.

- Det koster ikke noget og foregår på den måde, at man skal komme ned i værestedet Café Netværket. Så tager vi en snak, for jeg vil gerne være sikker på, at det er dem, der har behovet, der får maden, forklarer han.

Fødevarebutikker, der gerne vil være leverandører, er også meget velkomne til at kontakte Café Netværket.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce