Annonce
Ugeavisen Kolding

Folkeligt, festligt og ungt: Her er navnene til Sommer Ved Søen

Thomas Buttenschøn og Chief 1 giver koncert i Kolding 1. juli. I en pressemeddelelse står der om duoen: "De to har hver især imponerende solokarrierer og har forkælet os med årets sommerhit på P4, “Alt er Godt", julesangen “Sol i december” og en 3. plads ved årets Melodi Grand Prix. Der vil være mulighed for at opleve en kavalkade af radiohits fra begge kunstneres bagkatalog, kombineret med deres velkendte og livsbekræftende duetter." PR-foto
Arrangørerne tør ikke satse på at kunne samle flere tusinde ved Slotssøen. Derfor bliver årets Sommer Ved Søen igen til hemmelige pop op-koncerter, som sendes i tv.

Kolding: Alberte Winding, Thomas Buttenschøn og Chief 1, Hardinger Band og lokale Mekdes.

Tre velkendte navne og en ung lokal kunstner er på programmet ved årets udgave af Sommer Ved Søen, som finder sted torsdagene 24. juni, 1. juli, 8. juli og 15. juli.

Ligesom sidste år sætter coronavirus dog sit præg på den musikalske sommertradition, som derfor ikke vil blive holdt ved Slotssøen.

Annonce

- Vi har fået at vide, at vi skal planlægge forsigtigt, så vi skal desværre heller ikke samles ved søen i år, men laver pop op-koncerter rundt omkring i Kolding i stedet. Vi ved simpelthen ikke hvad for en situation, vi står i til sommer, så det er svært at planlægge nede ved søen, når vi ikke kender retningslinjerne, forklarer eventkoordinator hos MusikKolding Rikke Molberg.

De fire koncerter vil blive holdt fire forskellige steder, der som udgangspunkt ikke vil blive meldt ud på forhånd. Koncerterne vil desuden blive sendt direkte på TV Syd.

Havde set frem til søen

Rikke Molberg ærgrer sig naturligvis over, at det ikke kan lade sig gøre at gennemføre en normal udgave af Sommer Ved Søen.

- Vi ville selvfølgelig allerhelst have været nede ved søen, og vi havde virkelig set frem til det. Vi har arbejdet med scenarier lige fra ikke at afvikle noget til at have det helt normale setup, som er det, vi hele tiden har håbet, men vi er nødt til at være realistiske, i forhold til hvad vi kan, understreger hun og tilføjer, at erfaringerne fra sidste års koncerter trods alt er gode.

- Konceptet fungerer, og det publikum, der har været der, har været glade og tilfredse, og det samme har dem bag skærmen. Og som en bonus er det også med til at sætte fokus på Kolding i hele Syddanmark, selvom det ikke er det, der er det vigtigste fokus for os.

Annonce

Folkelighed og et ungt indslag

De tre første koncerter er med helt klassiske Sommer Ved Søen-navne.

- Vi prøver altid at lave et program, hvor der er lidt for alle. Vi får hyldet den helt danske folkelighed med Hardinger Band, og så er der Alberte, som i den grad er kendt og elsket i Danmark og har været det i mange år, og Thomas Buttenschøn og Chief 1, der lige har været med i melodigrandprix. Det er folkelighed på hver deres måde, forklarer Rikke Molberg.

Programmet

24. juni: Alberte Winding og band

1. juli: Thomas Buttenschøn og Chief 1

8. juli: Hardinger Band

15. juli: Mekdes

For at undgå for store forsamlinger bliver koncerterne spillet hemmelige steder i Kolding. Samtidig bliver de sendt live på TV Syd.

Årets sidste Sommer Ved Søen-koncert er dog lidt anderledes end normalt. Den lokale sangerinde Mekdes er nemlig hyret ind i et forsøg på at trække et yngre publikum til, forklarer eventkoordinatoren.

- Vi vil gerne tiltrække endnu flere unge fremadrettet til vores koncerter, og måske skubbe lidt til, hvad man normalt hører, så vi prøver at lave en ungaften, som, vi håber, kan blive en tradition. Tanken er, at det så vidt muligt skal være med en lokal kunstner, hvis det på nogen måde er muligt, siger hun.

Rikke Molberg blev ansat som eventkoordinator i MusikKolding i 2019, men hun har endnu ikke prøvet at arrangere en normal udgave af Sommer Ved Søen. "Jeg nåede jo at have fire måneder på kontoret, inden corona ramte, så jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har skabt nogle udfordringer at planlægge events i den her tid, og for mig personligt har det også været utilfredsstillende, at jeg ikke bare har kunnet køre derudaf med 170 i timen. Men når det er sagt, så har jeg rent personligt været glad for den her udfordring, for det har også gjort, at vi har været tvunget til at tænke anderledes, og jeg elsker udfordringen i ikke at gøre, som man plejer," fortæller hun. Arkivfoto: Louise Lauritsen


Hardinger Band står for underholdningen 8. juli, og man kan se frem til en hyldest til den afdøde Shu-Bi-Dua-frontmand Michael Bundesen. "Tre originale shubbere, backet up af fantastiske musikere, tager på turné med det mest omfangsrige Shu-Bi-Dua bagkatalog til dato. Koncerterne spilles i bedste Shu-Bi-Dua stil, og Hardinger Band vil levere soundtracket til tusindvis af menneskers ungdoms- og barndomsminder," fremgår det af en pressemeddelelse. PR-foto
Årets første Sommer Ved Søen-koncert 24. juni er med Alberte Winding og band.  "Efter Albertes bogudgivelse, Kastevind – erindringsglimt fra barndom og ungdom, fortsætter historierne i musikken, live på scenen, med både nye og gamle sange fra Alberte Windings dejlige repertoire. Albertes sange om at finde kærligheden, om at holde gamle og nye venner i hånden, om de mørke dage og de lyse nætter, bliver kædet sammen af små anekdoter," står der om sangerinden i en pressemeddelelse.
Mekdes runder årets Sommer Ved Søen af 15. juli. I en pressemeddelelse bliver den unge musiker beskrevet sådan: "Det er gået stærkt for den unge koldingenser, der i 2019 havde æren af at åbne Smukfests legendariske Bøgescenen. Med sin opløftende neo-soul har hun bragt ny energi til musiklandskabet, og den særlige Mekdes-vibe indtager verden fra basen i Kolding, hvor talentet selv både skriver og producerer sin musik." PR-foto
Også sidste år måtte Sommer Ved Søen afvikles som pop op-koncerter. Her var koncertrækken forbi sygehuset, Marina Syd, Munkebo og en privat have. Årets koncertsteder er som udgangspunkt hemmelige og vil kun blive offentliggjort, hvis forsamlingsforbuddet bliver ophævet. PR-foto


Vi ville selvfølgelig allerhelst have været nede ved søen, og vi havde virkelig set frem til det. Vi har arbejdet med scenarier lige fra ikke at afvikle noget til at have det helt normale setup, som er det, vi hele tiden har håbet, men vi er nødt til at være realistiske, i forhold til hvad vi kan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce