Annonce
Ugeavisen Kolding

Forening har mistet 500 medlemmer under corona: Men vi skal nok vinde det tabte tilbage

Søren Nielsen, som er formand for bestyrelsen i Nørre Bjært Strandhuse Idrætsforening, ser positivt på fremtiden, til trods for tilbagegangen i antallet af medlemmer. Foreningen håber blandt andet, at fodboldskole og flere aktiviteter kan lokke flere til igen at melde sig ind. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Tilbagegangen i antallet af forenings-medlemmer kan mærkes hos Nørre Bjært Strandhuse Idrætsforening, som har sagt farvel til flere end 500. Hos formanden er man dog fortrøstningsfuld for fremtiden.

Kolding: Et år med nedlukning og begrænsning på aktiviteten kan mærkes i Nørre Bjært Strandhuse Idrætsforening, som rummer alt fra fodbold og håndbold til gymnastik, dans og et fitnesscenter.

Foreningen har i det seneste år haft en tilbagegang på 514 medlemmer, hvoraf størstedelen er blandt de 0-12-årige. 354 børn og unge har valgt at melde sig ud, en tilbagegang fra 991 medlemmer til 637, og det kan mærkes på bundlinjen.

- En del af vores indtægter er jo bundet op på kontingenter fra vores medlemmer, så det er naturligvis noget, der kan mærkes, når 500 pludselig forsvinder, siger Søren Nielsen, som er formand for bestyrelsen i Nørre Bjært Strandhuse Idrætsforening:

Annonce

- Vi vidste jo godt, at det ville blive svært, når man bliver lukket ned, men vi har gjort, hvad vi kunne for at holde på nogle af medlemmerne. Så snart det var muligt flyttede vi eksempelvis alt det, vi kunne, udendørs. Så vi kridtede en håndboldbane op og flyttede gymnastiktræningen ud, når vejret ellers tillod det, forklarer han.

Optimistisk for fremtiden

Til trods for tilbagegangen så ser Søren Nielsen da også med positive briller på den kommende sæson i foreningen, hvor han håber, at det er muligt at vinde en del af det tabte tilbage.

Han vurderer blandt andet, at det er en fordel, at foreningslivet i høj grad er integreret på Lyshøjskolen, hvor det blandt andet er muligt for eleverne at bruge kunstgræsbanen og de forskellige haller og udendørs træningsfaciliteter i frikvarterne, nu hvor de også er vendt tilbage til skolen.

- Det gør, at der er flere af børn og unge, der har mulighed for at prøve kræfter med de forskellige ting, som vi har at tilbyde, og det kan da være med til at lokke nogen til også at starte i foreningen, siger Søren Nielsen og fortsætter:

- Samtidig har vi oplevet stor interesse for de unge i at komme til at bruge vores fitness-faciliteter. Så selvom de måske ikke starter til fodbold igen, så starter de måske der i stedet for. Vi er jo heldigvis en stor forening, siger han smilende.

Han peger desuden på, at man også fra foreningens side vil gøre en aktiv indsats for at få nogle af de tabte medlemmer tilbage i folden.

- Jeg ved, at fodbold-afdelingen holder flere fodboldskoler i år, og så kunne vi også godt tænke os at arrangere nogle forskellige aktiviteter, men vi tør simpelthen ikke sætte for meget i søen af hensyn til restriktionerne, siger han og fortsætter:

- Vi er lidt ligesom en cirkushest, der er træt af at stå ude bagved og kigge. Nu vil vi gerne snart ind i manegen igen, og jeg tror nu nok, at vi skal kunne vinde det tabte tilbage igen, siger han smilende.


En del af vores indtægter er jo bundet op på kontingenter fra vores medlemmer, så det er naturligvis noget, der kan mærkes, når 500 pludselig forsvinder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Budget med bagsider

Ugeavisen Kolding

Lidt mere velfærd

Ugeavisen Kolding

Vi og ikke dem og os

Annonce