Kolding: Planteskolen Brændkjærhøj blev i 1917 startet på Christian 4 vej 13 af planteskoleejer Aksel Olsen.
Arealerne omfattede både huset og haven samt alt det, der nu er Geografisk Have. Aksel Olsen var opvokset i faget, for hans far havde selv Kolding Planteskole. Som den ældste søn havde Aksel egentlig skullet overtage planteskolen, men han ville starte noget nyt selv. Og det var en god idé – for Aksel blev berømt i de danske plantekredse.
Ud over arbejdet med planteskolen var Aksel en entusiast, der indsamlede, studerede, tegnede og beskrev planter fra hele verden. Planteskolen Brændkjærhøj var nok en af de planteskoler i Danmark, der indførte flest nye planter igennem Aksels levetid. Dette arbejde blev omhyggeligt dokumenteret i notesbøger og kartotekskort, der stadig eksisterer i dag.
I 2016 overtog Kolding Kommune ejerskabet af Brændkjærhøj, da kommunen købte huset med forkøbsret. Kolding Stadsarkiv fik til gengæld overdraget arkivalierne af arvingerne. Cirka 220 arkivkasser skal der til for at beskrive hele Aksel Olsens liv og virksomhed.
Serie
I samarbejde med Stadsarkivet giver Ugeavisen i denne serie et indblik i nogle af de mangfoldige måder, man kan bruge historien på.