Annonce
Ugeavisen Kolding

Frederikke elsker at nørde med spiritus: Nu har hun landet drømmejobbet som indkøbschef hos Whisky.dk

Frederikke Martinussen kalder sig selv for et barn i en slikbutik. Hun er ny indkøbschef hos Whisky.dk i Sjølund nær Kolding. Foto: Louise Lauritsen
Hun har altid været en gin-pige, men nu er det i høj grad også whisky, den 32-årige skal beskæftige sig med som ny indkøbschef hos Whisky.dk i Sjølund.
Annonce

Sjølund: Hun er en del af en lille whisky-klub, som mødes hver den første lørdag hver anden måned for at smage på forskellige whiskyer og debattere, hvad de synes om dem.

- Jeg har egentlig altid været en gin-pige, lige siden jeg var gammel nok til at købe en cocktail på en bar. Whisky kom senere. Der var engang en, som sagde til mig, at der findes en whisky til alle. Det er bare, om du har ramt den endnu. Og det tror jeg på.

32-årige Frederikke Martinussen er netop startet som indkøbschef hos Whisky.dk i Sjølund. En stilling, der er oprettet specifikt til hende.

- Jeg har det som et barn i en slikbutik, griner hun og fortæller, at hun uopfordret søgte arbejde i butikken, hvilket ledte til en række samtaler og altså til det, hun nu med rette kan kalde for sit drømmejob.

Annonce

Forelsket i whisky

- For nogle år siden var jeg til en whisky-smagning, hvor jeg rigtig lærte det. Der startede det med whisky, og jeg har været forelsket lige siden, smiler Frederikke.

Hos Whisky.dk kalder man sig Danmarks største spiritusunivers, og her handles med både whisky og alle andre typer spiritus. Virksomheden tæller efterhånden ni medarbejdere.

Frederikke kommer til specialforretningen fra grænsehandlen, hvor hun har arbejdet de seneste seks år med indkøb af spiritus i forskellige stillinger.

- Det her med at købe spiritus ind i lastbiler er sjovt, men for mig er det nicheprodukterne, som er det sjoveste at beskæftige sig med og det, der står mit hjerte nærmest, fortæller Frederikke.

Som spiritusindkøber og -entusiast har hun længe kendt til Whisky.dk og elsket at komme i butikken, hvilket hun nu skal til på daglig basis.

Annonce

Spiritus er en oplevelse

Den nye indkøbschef er ikke bleg for at kalde sig en nørd og detaljeorienteret.

- Spiritus er jo et kæmpe univers, så jeg kan blive ved med at lære noget nyt. Jeg synes, jeg vidste en masse om whisky, men nu er jeg den, der ved mindst her, for hold da op, hvor er mine kolleger dygtige, fortæller Frederikke.

Hun er allerede gået i gang med at sikre Whisky.dk nogle skarpe indkøbspriser og ser et stort udviklingspotentiale i forretningen.

Der er omkring 5.000 varenumre at holde styr på hos Whisky.dk, som kalder sig Danmarks største spiritusunivers. Nu er det Frederikke Martinussen, som skal stå for at købe ind til forretningen i Sjølund. Foto: Louise Lauritsen

- Jeg kommer med en masse viden om branchen, og det bliver min opgave at købe ind, så mine kolleger kan koncentrere sig om at sælge og udvikle forretningen endnu mere, men jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe til, hvis der er tryk på i butikken.

Frederikke glæder sig især til at være med til at fortælle den gode historie om de forskellige typer spiritus og mærker.

- Vi har omkring 5.000 varenumre her i butikken, så derfor kan vi give kunden en helt anden oplevelse, så det gør vi noget ud af her. Det handler om at tale med dem og finde det helt rigtige. Her køber man spiritus og en oplevelse.

Annonce

Stress førte til nyt job

Når hun ikke nørder i spiritus slapper Frederikke af i sit hus nær Aabenraa, hvor hun bor med sin kæreste og deres hund. Hun nyder at gå i haven, læse og dyrke yoga.

- Jeg skal have ro, når jeg har fri. Jeg har tidligere været ramt af stress, og det har lært mig at prioritere min tid og energi, fortæller Frederikke.

Faktisk var det stress-sygemeldingen, som fik Frederikke til at vælge en ny vej i sit arbejdsliv.

- Det lærte mig en masse og at gå efter det, jeg gerne vil og prioritere mig selv. Så hvis jeg vil gå efter at beskæftige mig med niche-spiritus, så er det det, jeg skal gøre.

Også i fritiden nørder hun med alkohol, og hun nyder gerne et glas vin til aftensmaden. Men ellers følger hendes alkoholindtag årstidernes skiften.

- I de mørke måneder er jeg glad for at drikke whisky i lænestolen og gerne sammen med nogle kammerater. Om sommeren vil jeg gerne have en gintonic på terrassen. Det er skønt.

Denne sommer har Frederikke især nydt gin med forskellig smag - de såkaldte infused gin.

Hendes plads er som udgangspunkt ikke bag baren, men Frederikke Martinussen vil gerne hjælpe til,  når der er ekstra travlt i butikken. Foto: Louise Lauritsen

Frederikke Martinussen

32 år, bor ved Aabenraa med sin kæreste og hund.

Stammer fra Aabenraa-området, hvor hun har læst HTX og HHX.

Uddannet kontorassistent fra Danfoss.

Uddannet massør og har haft egen klinik.

Har arbejdet med indkøb ved Fleggaard-koncernen i seks år.

Ny indkøbschef hos Whisky.dk i Sjølund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce