Annonce
Ugeavisen Kolding

Frisører kæmper for at overleve: Med lån på 250.000 kroner holder kunde hånden under nødlidende salon

Fredag mødtes Dorte Holk (th.) for første gang i månedsvis med sine syv ansatte til et møde. Alle skulle forinden fremvise negativt testsvar. Personalet er hendes vigtigste værdi på sigt, mener hun, og derfor er ingen af de syv ansatte blevet fyret. Foto: Søren Gylling
Hos frisørsalonen Holk Intercoiffure varsler man nu kunderne om kommende prisstigninger, fordi gælden vokser hastigt, mens banken har lukket for kassen. Lige nu overlever salonen kun takket være en kunde, som har givet et privat lån. Formand varsler flere konkurser.

Kolding: Lokale frisører kæmper i disse dage for at holde gang i deres virksomheder. For mange betyder den nuværende nedlukning, at der ingen penge kommer i kassen, som i forvejen er blevet tømt de seneste måneder.

Det gælder for eksempel hos Holk Intercoiffure på Gl. Kongevej, hvor Dorte Holk har haft salon siden 1997. Hun overtog dengang efter sin mor, der havde stået med saksen på samme sted siden 1964.

Banken har nemlig lukket for kassen, mens opsparingen, kassekreditten på 250.000 kroner og momslånet på samme beløb er brugt. Lige nu overlever salonen kun takket være en privat kunde, der har lånt Dorte Holk 250.000 kroner. Hun håber nu inderligt, at det bliver muligt at åbne i starten af april.

- Hvis vi ikke kan åbne da, skal jeg til at overveje, hvor længe det kan fortsætte. Jeg har længe ikke givet løn til mig selv. Det er jo en personlig virksomhed, og jeg hæfter selv for det hele. Hvor meget tør jeg risikere? Hvis jeg ender med ikke at kunne betale gælden tilbage, kommer de jo bare efter mit hus og min bil, siger hun.

Annonce

Kaotiske tilstande

Hos Hair By Britt i Almind betyder de hårde tider, at frisør Britt Rasmussen nu vil begynde at køre hjem til kunderne, selvom hun fortsat mener, at det vil være mere sikkert at være i salonen i forhold til smitte. Men gør hun ikke noget, vil salonen ikke overleve.


Det er ikke bare i Kolding. Billedet er landsdækkende. Det er stort set hver dag, jeg har frisører, der ringer og græder, fordi de ikke kan se sig ud af det.

Connie Mikkelsen, formand for DOFK


Ifølge Connie Mikkelsen fra Kolding, der er formand for organisationen for selvstændige frisører og kosmetikere (DOFK), hersker der nu nærmest kaotiske tilstande hos landets frisører.

- Jeg har aldrig set noget lignende i mine 21 år som formand. Det er mennesker, som er dybt, dybt frustrerede. De har saloner, som er ejet personligt, så de har satset alt, hvad de ejer og har. Det er passionerede mennesker, som aldrig har tjent en formue, men som har levet trygt og godt. Nu risikerer de at miste alt, siger hun og føjer til:

- Det er ikke bare i Kolding. Billedet er landsdækkende. Det er stort set hver dag, jeg har frisører, der ringer og græder, fordi de ikke kan se sig ud af det. Det bliver værre og værre, jo længere tid der går. Hver gang, der skal udbetales løn, skal de finde penge, som de ikke har.

Hun fortæller samtidig, at de første frisør-konkurser er begyndt at komme, mens hun ikke er i tvivl om, at flere er på vej.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Restauratør kæmper for at få varer hjem, mens bookingerne vælter ind: - Bare mens vi har talt sammen, har jeg fået ti opringninger

Annonce