Kolding: Med navne som Dizzy Mizz Lizzy, Alphabeat, Anne Sanne Lis og Carpark North er der lagt op til den helt store fest ved årets udgave af Grøn Koncert, som rammer Kolding fredag 19. juli.
Sidste år var Kolding så meget i festhumør, at Grøn Koncert for første gang kunne melde alt udsolgt på pladsen i Seest, hvor 18.000 havde købt billet. Og med en vejrudsigt, der peger på lunt og tørt vejr, så krydses der fingre for en gentagelse.
- Sidste år ramte vi den jo lige i røven med godt vejr, og mange venter med at købe billet til dagen før, når de kender vejrudsigten. Det kunne være fedt at få udsolgt igen, og med fare for at jinxe det, så er 21 grader og en lille sky perfekt, så det ser ikke helt skidt ud, siger Lise Jelsbak, der som eventkoordinator for MusikKolding står i spidsen for afviklingen af arrangementet.
Det er stadigvæk muligt at få billetter til Grøn Koncert. De kan købes på koncertens hjemmeside hos Føtex og Bilka eller i døren på dagen.
Årets program
Grøn Koncert finder sted på Hylkedalvej lige ved siden af Seest Boldklub. Koncertpladsen åbner for gæsterne klokken 13.00 og lukker igen klokken 21.30.
Programmet for dette års Grøn Koncert:
13.00: Kato
13.45: SAVEUS
14.40: Alphabeat
15:40: Kesi
16.35: Carpark North
17.30: Kato // Brandon Beal
18.20: Anne Sanne Lis
19.30: Scarlet Pleasure
20.25: Dizzy Mizz Lizzy