Læserbrev: Den grønne omstilling har åbenbart svært ved at slå igennem i Sydtrafik, hvor man vil satse på dieselbusser i endnu to år. Det harmonerer ikke med den grønne omstilling, hvor CO2-udledningen skal reduceres med 70 procent inden for de kommende 10 år.
Hvor bliver ambitionerne af?
En række steder i Danmark er man i fuld gang med omstillingen. Blandt andet i Roskilde, hvor der nu køres med el-busser. I Nordjylland har det lokale trafikselskab erstattet 16 dieselbusser med biogas busser.
Derfor en opfordring til at de politisk ansvarlige kommer i arbejdstøjet i Sydtrafik.
Dårlige undskyldninger flytter ikke verden.