.
Kolding Light Festival 2020
Årets lysfestival finder sted fra 3. til 5. december og kommer i en light-udgave, som blandt andet indebærer, at der ikke vil være nogen installationer i gågaden. I stedet vil man kunne køre rundt til årets 15 installationer, som kan findes følgende steder:
- Kolding Sky - ud til Skamlingvejen
- Koldinghus
- Banegårdspladsen
- Staldgården
- Slotssøen - ud mod Slotssøvej og Fredericiagade
- Kolding bibliotek
- Kolding Hotel Apartments - ved Slotssøen
- Plinten - hjørnet af Buen og Sdr. Havnegade
- Tech Huset - Toldbodgade 16
- Nic Christiansen Gruppen - ud til Fynsvej
- Broen Svendborgvej-Fynsvej
- Pyramiden - ved Fynsvej/Nr. Bjertvej
- Beierholm - Birkemose Allé/Nr. Bjertvej
- Beckhoff - Birkemosevej/Birkemose Alle
- Energnist - ud mod Ny Esbjergvej
Banegårdspladsen
Selvom meget af årets lysfestival er noget, som man skal køre i bil til, så er der også noget at komme efter, hvis man er på gåben i midtbyen. På Banegårdspladsen kan man endda finde en vaskeægte europapremiere i form af værket Together Again, som består af nogle lysende hænder, der rækker ud efter hinanden som et symbol på den længsel, vi har efter igen at være i nærkontakt med hinanden.
Kolding Sky
I øjeblikket skyder det 19 etager høje byggeri Kolding Sky op i Design City, og højhuset bliver en markant del af årets lysfestival. Som et enormt fyrtårn kommer det til at lyse ud over byen og være synligt langvejs fra.
Kolding Hotel Apartments
Den hyggelige have ved Slotssøen er altid et besøg værd under Kolding Light Festival, og det gælder også i år. Lyskeglen vil danse smukt fra toppen af hotelbygningerne, mens man også blandt andet vil kunne opleve den permanente lysinstallation på billedet.
Slotssøen
Normalt slutter Kolding Light Festival med et brag i form af et enormt fyrværkerishow over Slotssøen. Den tradition har dog måttet opgives i år, fordi den samler alt for mange tilskuere. Der er dog stadig noget at komme efter ved Slotssøen, hvor vand, lys, musik og laser skaber en smuk symfoni ud mod krydset Fredericiagade/Slotssøvejen. I baggrund vil man som altid også kunne se Koldinghus lyse op.
Pyramiden
Der er lysoplevelser på stribe, hvis man kører en tur op og ned ad Fynsvej. Blandt andet kan man se den markante erhvervsbygning Pyramiden lyse op, ligesom der er lys på Beierholm-bygningen og det relativt nye og interaktive byggeri, som huser virksomheden Beckhoff.