Annonce
Ugeavisen Kolding

Guide: Kolding har masser at byde på i efterårsferien

Efterårsferien byder blandt andet på imponerende figurteater i gågaderne. PR-foto
På trods af coronavirus er der rigeligt at give sig til for børn og voksne i efterårsferien. Vi har her udvalgt en række af de bedste ferieaktiviteter til børnefamilien. Rigtig god ferie!
Annonce

.

Eventyrligt efterår i midtbyen

PR-foto

I city står efterårsferien i eventyrets tegn. I ugens løb kan man blandt andet møde figurerne fra Fyrtøjet, Tommelise, Klods-Hans og mange flere fra HC Andersens fantastiske eventyr, man kan blive ansigtsmalet som en eventyrfigur, man kan gå på dinosaurjagt på biblioteket, eller man kan høre eventyrlig jazz i gaderne.

Der er aktivitet i midtbyen fra mandag til lørdag. Det fulde program kan findes på www.citykolding.dk.

Design en stol på Trapholt

PR-foto: Kenneth Stjernegaard

Hvordan vil du designe en stol? Skal den være sjov, have fem ben eller kunne vippe? I efterårsferien kan børn og deres voksne komme til Åbent Værksted på Trapholt og slippe deres indre møbeldesigner løs.

Efteråret udstilling på Trapholt dykker ned i arkitekten og designeren Arne Jacobsens kreative liv. Når familien har set den, kan man besøge det åbne værksted og gå i Arne Jacobsens fodspor ved at designe en mini-stol ud af de mange farverige og sjove materialer. Man må tage stolen med hjem bagefter.

Fra mandag 12. til fredag 16. oktober kl. 10-15 på Trapholt. Gratis for børn.

Katrine Bille læser højt

Kolding Bibliotek får besøg af Katrine Bille fra DR Ramasjang, som læser højt fra Snehvide, der er et af de mest kendte og elskede værker fra de tyske folkeeventyrs skatkammer. Det bliver både sjovt og lidt uhyggeligt! Højtlæsningen er for børn mellem tre og otte år.

Højtlæsningen er en del af Trekantlitteratur, der i år udforsker kulturhistoriske forbindelser til vores tyske naboer mod syd og litteraturen på den anden side af grænsen.

Søndag 11. september kl. 15.30 – 17 på Kolding Bibliotek. Det er gratis at deltage, men både børn og voksne skal bestille billet på Koldingbibliotekernes hjemmeside.

Kongerækken for børn på Koldinghus

PR-foto

Oplev Kongerækken i børnehøjde i skolernes efterårsferie. Rundt omkring på slottet kan børnene deltage i sjove og lærerige aktiviteter sammen med de kongelige, der i denne uge bevæger sig ud blandt publikum. Her går de i øjenhøjde med børnene og fortæller mere om deres liv, der ikke altid kun har været sjovt.

​Børnene kan blandt andet hjælpe Margrete 1. med at få styr på verdenshjørnerne og samle Kalmarunionen, gå til 1700-tals fægtning med Frederik 5. eller dekorere sværd med Valdemar Sejr.

Aktiviteten varer cirka to timer og er målrettet børn mellem 5 og 10 år.

Fra mandag 12. til fredag 16. oktober kl. 10-16 på Koldinghus. Billet købes på Koldinghus hjemmeside.

Kom jorden rundt med musik fra Malene

PR-foto

Sangerinden Malene Kjærgård har fundet sin morfars gamle rejsekuffert frem, og den er fuld af spændende ting. Heri finder hun forskellige genstande, der bliver udgangspunkt for at komme hele verden rundt i sang og musik. Det bliver en formiddag med fortællinger og inddragelse af børnene.

Mandag 12. oktober kl. 11 – 11.45 på Kolding Bibliotek. Det er gratis at deltage, men både børn og voksne skal bestille billet på Koldingbibliotekernes hjemmeside.

Læs så længe du lyster

Arkivfoto: Søren E. Alwan

Det internationale fænomen Readathon er også nået til Kolding, og tirsdag i efterårsferien slår Kolding Bibliotek for tredje gang dørene op til en dag i læsningens tegn. I år bliver dog lidt anderledes end normalt på grund af corona: Deltagerne checker ind på biblioteket tirsdag morgen for at blive registreret, få udleveret goodiebags og låne bøger, og derefter tager man hjem og læser. Klokken 19 mødes man så igen til quiz talkshow med Rasmus Brohave. Undervejs vil der være forskellig underholdning online.

Man behøver hverken være bogorm eller læsehest for at deltage. Readathon er et læsemaraton for læsere i alle aldre, og det er valgfrit, om man læser papirbøger, e-bøger eller lydbøger.

Tirsdag 13. oktober kl. 8 til onsdag 14. oktober kl. 8. Både børn og voksne skal bestille billet på Koldingbibliotekernes hjemmeside. Det er gratis at deltage.

Landbomuseet holder åbent hele ugen

PR-foto

Har man lyst til at blive lidt klogere på, hvordan livet foregik på landet i gamle dage, så kan man lægge vejen forbi Landbomuseet Kolding. Her kan man se museet og de mange maskiner, lege i Tumleskoven eller gå en tur i naturen.

Museets bod sælger marmelade, syltede grøntsager og frugter, kaffe, øl vand og is, strikkede dyr og andre spændende varer.

Mandag 12. oktober til lørdag 17. oktober kl. 10-15. Landbomuseet Kolding, Brødsgårdsvej 52. Der skal betales entre til museet.

Dans til Hej Jazz i Nicolai-gården

PR-foto: Martin Gundesen

Hej Jazz er et dansk jazzorkester, der spiller sange, historier og instrumentalnumre. Musikken inspirerer børnene til improvisation og leg med både krop og stemme, og målet er at inddrage børn og forældre i koncerten. Arrangementet er en del af børnejazzfestivalen Jazz for Kids.

Fredag 16. oktober kl. 11-12 hos Nicolai for børn. Koncerten holdes i et telt i Nicolai-gården med god plads. Billetter på Nicolai for børns hjemmeside.

Børnenes dag på Kolding Egnsteater

PR-foto: Mingo Photo

Det lokale teater i Fredericiagade byder børn mellem seks og 12 år og deres voksne til forestilling og workshop.

Forestillingen ’Alting er mit’ handler om at dele eller lade være. På scenen ser børnene, hvor svært det kan være at dele sine ting med andre, men også hvornår det er vigtigt at dele.

Bagefter er der animations-workshop med Tina Klemmesen. Med inspiration i forestillingen skal børn og voksne sammen lave en dukkefilm om at dele eller ikke at ville dele. Filmen optages på mobiltelefon, så man kan få den med hjem.

Kolding Egnsteater onsdag 14. oktober fra kl. 11-12-30 og igen fra kl. 13.30-15. Billetter købes på teatrets hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce