Gymnasieklasse besøgte Indien: En smeltedigel af indtryk og oplevelser

Indien/Kolkata: En mur af varme, lugten af os og lyden af dyttende biler rammer os i det sekund, vi træder ud af lufthavnen i Kolkata. I øjeblikket er vi alle helt uvidende om, at dette vil være grundvilkår for vores ophold i denne metropol den næste uges tid.

Kolkata rummer omkring 14 millioner mennesker. Denne kolossale menneskemængde skaber hurtigt en kaotisk infrastruktur, men skaber også byens hjerte, som går igen i den store venlighed, der kendetegner den indiske befolkning. Kulturforskellen er en overvældende følelse for os alle.

Lige uden for lufthavnen bliver vi med det samme mødt af håbefulde taxachauffører, der ser os som mulige kunder. Allerede her opdager vi, at vores status som vestlige har en stor betydning for opfattelsen af os. Bussen, der skal køre os til hotellet, ankommer, og vores kufferter bliver bundet til taget, imens vi har vores første møde med den fattige del af den indiske befolkning.

På vej ind i bussen møder vi en dame på ca. 60 år, som har slået sit ben. Hun er opsat på at vise os sin skade og river op i sin kjole for, at vi tydeligt kan se det. En blanding af frygt og afmagt rammer os, da vi godt ved, at vi ikke kan gøre noget for at ændre hendes skæbne.

Samvittigheden kommer for alvor på prøve, da vi kører gennem Kolkatas gader, hvor vi sidder og brokker os over, at trætheden har meldt sig efter den lange flyvetur. Det eneste, vi kan se ud af vinduet, er hjemløse mennesker uden andet selskab end de rotter, der spiser af skraldet ved siden af dem. Plastik og papir flyder i vejkanterne, og her og der samles skraldet i enorme bunker. Dette sted er én stor losseplads. Her er støv overalt, og vi må hoste for at få vejret et øjeblik. Kolkatas usselheder og det kaotiske førstehåndsindtryk bliver dog også opvejet af flot arkitektur i alle regnbuens farver. Vi kører i en halv times tid og ankommer til hotellet.

Vi er alle meget overvældede og mange også lidt skeptiske efter alle de mange nye indtryk. Vi er slet ikke vant til at være omdrejningspunktet for så meget opmærksomhed, som igen kommer til udtryk, da hotelpersonalet og andre mennesker nysgerrigt stimler sammen om os ved ankomsten til hotellet. Vi er alle nervøse, men mest af alt spændte på, hvad den næste uge vil bringe.

Næste morgen mødes vi med Lisbeth Johansen, stifter af udviklingsorganisationen Little Big Help. Munkensdam Gymnasium støtter Little Big Help økonomisk med projektet TIP (The Indian Project), som hvert år samler penge ind til organisationens arbejde.

Vi har i vores klasse også indsamlet penge til organisationen som en del af vores forberedelser til studieturen. Little Big Help er en organisation, der bl.a. hjælper børn væk fra gaden og slumområder ved at give dem muligheden for at uddanne sig, i et forsøg på at de mange udsatte børn kan bryde den sociale arv. Udover børn, hjælper organisationen også kvinder ved at undervise dem i deres rettigheder og uddanne dem, i håb om at kvinderne selv kan være med til at udvikle en kultur, hvor det ellers på mange måder er lettere at være født som mand.

I dag er der den såkaldte "Funny Sunday", hvor børnene fra organisationens pige- og drengehjem spiller, leger og har det sjovt. Til dette havde vi hjemmefra forberedt nogle lege. Trods solens brændende varme og en temperaturforskel på cirka 40 grader fra det danske klima, hygger vi os med børnene og får et dybdegående indblik i deres hverdag og ser, hvor stor en hjælp der gives på børnehjemmene, som blot er ét af Little Big Helps mange projekter rundt omkring i Kolkata.

Vi bliver mødt med åbne arme af både børnene og dem, der arbejder for Little Big Help. Selvom de fleste af børnene ikke taler engelsk, er det utrolig nemt at kommunikere med dem. De er nysgerrige, kærlige og kalder os "auntie" og "uncle". Allerede der rammer børnene et blødt punkt i vores hjerter, og vi er alle meget rørte og beærede over, at vi har muligheden for at komme så tæt på dem. Denne åbenhed og kærlige måde at være på skaber en ny opfattelse af byen og menneskene. Denne følelse kommer til at definere resten af turen og giver os masser af gå-på-mod.

Klokken er 5.41, og vi sidder i en rumsterende bus på vej ud af vanviddet, de kalder Kolkata. En sekstimers bustur venter forude. Vi er omgivet af vores klassekammerater, der ligger op ad hinanden og sover. At de kan det i denne atmosfære fuld af larm, rumlen og lysende gadelygter. Her lugter af røgelsespinde, krydderier, os, afføring, skrald og egentlig bare af Indien. Vi er omringet af lastvogne, der ikke kun indeholder varer, men også blinde passagerer, som får sig en lur på en pose mel eller andet. Snart er vi ude af byen, væk fra børnene af natten og hjemløse hunde.

Destinationen er Bankura, et landområde langt væk fra byens larm, fyldt med rismarker og små lerhytte-landsbyer. Her skal vi besøge et center for udviklingshæmmede børn og voksne og to landsbyer.

Selve køreturen i bus er en oplevelse i sig selv. På turen derud ser vi det ene faldefærdige hus efter det andet. Tynde mennesker der fejer eller sidder og kigger på trafikken. Vi passerer et slumområde med vasketøj hængende i træerne og kvinder farvestrålende sarier og kurve på hovederne. I et splitsekund mærker vi følelsen af, at her må være fredeligt og rart at bo. Men vi ved også, at det er herude, at de lavere stillede mennesker i det indiske samfund bor. Det gør indtryk, at selv den fattigste kvinde har smukke guldsmykker i ørene, på hænderne, tæerne og i næsen. Hun er iført smukke farvede klæder og har opsat hår. Gæstfrie og ydmyge - sådan vil vi beskrive de indiske familier og mennesker, som vi møder herude. Dem, vi skal ud og besøge, er langt fattigere end os og end vi nogensinde vil blive. Alligevel bliver vi budt velkommen med hjemmelavede blomsterbuketter, frisk frugt og store vandflasker.

Little Big Help støtter lokalcenteret og hjælper med at forbedre vilkårene for eleverne. De hørehæmmede børn lærer tegnsprog og viser os, at de har lært alfabetet. Stoltheden stråler ud af dem, og det varmer os om hjertet. En af pigerne fra klassen snakker med en lille dreng, som snupper hendes solbriller og kysser hende på hånden. Man får helt lyst til at tage ham med hjem. En lille pige ved navn Mona er dog det barn, der stjæler flest af vores hjerter. Hun er omtrent fire år og lider af downs-syndrom. Desuden er hun fuld af sjov og ballade. Hun prøver vores ure, tager selfies på vores mobiler og lærer os en klappeleg. Da det er tid til, at vi må gå, holder børnene godt fast i vores hænder. Tanken, om at vi aldrig skal se dem igen, føles sørgmodig, selvom vi ved, de bliver passet mere end godt på, her hvor de er.

Hele denne tur har givet meget til sammenholdet i klassen, men også til hver enkelt af os. Da turen lakkede mod enden, var vi alle opfyldte af titusind indtryk, og de oplevelser, vi har beskrevet her, er kun en brøkdel af, hvad vi oplevede. Nogle syn har sat sig så dybt i os, at vi aldrig vil glemme dem. De børn, som vi har mødt på denne tur, har virkelig rørt os dybt, og disse ting er ikke noget, man bare kan vende ryggen. At se familier bo på gaden er én ting, men at se to små piger på et til to år ligge på gaden og sove helt alene er ikke til at bære. Ens egne hverdagsproblemer bliver virkelig sat i perspektiv, hvilket nok er meget sundt. Alt i alt har denne tur virkelig gjort os taknemmelige for vores eget liv. Hele turen til Indien har givet os så meget til vores opfattelse af verden, og har udvidet vores horisont enormt meget. Nogle fordomme blev bekræftet, men mange flere afkræftet. Vores billede af den indiske befolkning har ændret sig meget på denne tur. Det indiske folk er åbent, kærlige, glade, men mest af alt taknemmelige for det, de har - selvom det ikke er meget set med vestlige øjne.