Annonce
Ugeavisen Kolding

Haveliv: Sankthansurt er guf for insekterne - og så kan den (måske) spå om fremtiden

Sankthansurten på billedet, har endnu ikke fået sine røde blomster. Foto: Geografisk Have
Sidste uges haveklumme handlede om den oprindeligt hjemmehørende sommerfugleplante kattehale. Den næste plante i rækken er sankthansurt, som denne klumme handler om.
Annonce

Kolding: Sankthansurt… Med det navn skulle man tro, at den blomstrer omkring Skt. Hans. Det gør den ikke – det sker først nu i juli. Det er gammel overtro, der har givet planten sit navn. Sankthansurt var en ”hekseplante” som man brugte til at give varsler med. Ved Skt. Hans stak man, for hvert familiemedlem, et skud af planten op under loftbrædderne eller i tallerkenrækken. Hvis skuddet groede, ville skæbnen blive god – hvis det skrumpede og døde, ville skæbnen blive dårlig. A. Oehlenschläger skrev et digt om netop denne ”heksekunst” i 1803, som hedder ”I skyggen vi vanke”.

Sankthansurt er en af de største planter tilhørende den planteslægt, der kaldes sedum (stenurt). Normalt kender vi sedum som små lavtvoksende blomster. Dem vi blandt andet laver grønne tag af. Der findes flere forskellige arter af sankthansurt. I naturen finder man almindelig sankthansurt (Hylotelephium telephium) som er den oprindelige danske, som Oehlenschläger skrev om. Den kan købes i næsten alle planteskoler.

I haverne bliver også dyrket ”kinesisk sankthansurt” (Sedum speeta­bile). Disse er typisk lidt større i blomsten end den almindelige.

Annonce

Nem at dyrke

Sankthansurt er en af de nemmeste planter at dyrke i haven, og den tiltrækker mange sommerfugle, bier, blomsterbiller og svirrefluer. Specielt om efteråret hvor den ofte stadig står i blomst.

I Geografisk Have har vi Sankthansurt flere steder. I vores nyeste bed Månelysbedet har vi plantet mange kinesisk sankthansurt. I Blomsterhaven står de også i forskellige varianter, og i Naturhaven står den oprindeligt danske. Hold øje med sommerfugle i sankthansurt – og husk – hvis der pludselig vokser en sankthansurt gennem væggen til dit hus, så må det være tegn på, at skæbnen vil dig noget godt!

I Skyggen Vi Vanke

I skyggen vi vanke blandt lysgrønne strå,
sankthansurt vi sanke, hvor blomsterne stå.
Pæne lille urt står så rent og purt,
står så frisk og grøn, uformærkt i løn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce