Annonce
Ugeavisen Kolding

Haveliv: Spot på kobberbirk

I øjeblikket ser kobberbirken ekstra kobber-agtig ud, når den i tidsrummet 16-18 bliver lyst op som en del af lysoplevelsen "Nyt lys på gamle træer". Foto: Geografisk Have
I ugens klumme fra Geografisk Have kan du blive meget klogere på den særlige birkesort kobberbirk, som blandt andet adskiller sig med sin metallisk lyserøde farve.
Annonce

Flere af Geografisk Haves gæster har opfordret os til at skrive om nogle af de træer, vi belyser i forbindelse med lysoplevelsen ’Nyt Lys på Gamle Træer’. Før jul skrev vi derfor om vingevalnød, og i denne uge, vil jeg fortælle lidt om et af de andre træer, nemlig Kobberbirken!

Kobberbirken minder, ved første blik, meget om vores hjemlige birketræer. Men faktisk kommer den fra Kina. Oprindeligt hed kobberbirken på botanisk nemt og ordret: Betula albo –sinensis var. septentrionalis. I dag kalder mange botanikere den for Betula utilis, som jo ellers tidligere var kendt som himalayabirk, der altså nu hedder noget helt tredje! Sådan bliver botanik nogle gange lidt indviklet. Så lad mig bruge det danske navn her.

Kobberbirk er et meget smukt træ, som har fået sit danske navn på grund af farven på barken, som altså ikke er hvid som vi kender det, men nærmest metallisk lyserød med sjove vandrette barkporer, som næsten ligner brudte streger.

Kobberbirken stammer som sagt fra Kina, hvor den vokser i de nordlige provinser. Den blev indført af Aksel Olsen, som fik tilsendt frø fra en ekspedition, der blev gennemført i 1920’erne af botanikeren Joseph Rock. Hvis nogle af læserne synes, at i er stødt på navnet før i forbindelse med Geografisk Have, så er det sikkert rigtigt. Joseph Rock fandt nemlig mange planter på sin tur til Kina og samlede store mængder frø. Derfor har vi i dag i haven, en hel del planter, der blev indsamlet på netop den ekspedition.

I Danmark bliver kobberbirken typisk ikke så stor, men i Kina bliver de til meget store træer og anses for godt træ til tømmer. Her i landet bruges kobberbirk mest som prydtræ, men det er aldrig blevet et særligt kendt træ i de danske haver, selvom det er både smukt og nemt at passe. Samtidig er løvet meget let, så det ikke skygger så meget, hvilket er en fordel, hvis man vil have planter stående under træet. Man kan se den belyste kobberbirk i det store kryds ved grotterne, når man besøger Geografisk Have mellem 16-18. Den kendes nemt, da den står helt for sig selv, med en bænk rundt omkring stammen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce