Kolding: Helen Clay Pedersen var en af pionererne i datidens kvindebevægelse og markerede sig både nationalt og internationalt i kampen for kvinders rettigheder i første halvdel af 1900-tallet. Hun blev formand for Dansk Kvindesamfunds afdeling i Kolding i 1910 og sad på posten i 35 år.
Helen blev født i London i 1862. Her mødte hun siden Anders Simonsen Pedersen fra Jordrup, der var i England for at studere gartneri. De flyttede til Kolding, hvor de giftede sig i 1893, og i 1897 oprettede de gartneriet Aalykke.
Da kvinderne i 1908 opnåede valgret og valgbarhed til de kommunale råd, stillede Helen i 1913 op på en borgerliste i Kolding Landsogn, hvor hun boede. Hun blev valgt til sognerådet, som hun var medlem af indtil 1917.
Et af de første store projekter for Helen som formand i Dansk Kvindesamfund i Kolding blev den landsdækkende Kvindernes Udstilling på Højskolehjemmet i Kolding i februar 1912. Udstillingens formål var at udstille kvinders håndarbejde, kunsthåndværk og kunst. Senere samme år arrangerede hun et fællesmøde for alle Dansk Kvindesamfunds afdelinger på Koldinghus og Skamlingsbanken. I 1915 plantede lokalafdelingen af Dansk Kvindesamfund ”Kvindernes Eg” på slotsbanken ved Koldinghus, som en markering af grundlovsændringen, der indførte den lige og almindelige valgret. Det var også Helens fortjeneste, at der i 1922 opførtes en Kvindernes Bygning i Slotsgade 1 i Kolding. Det blev den første af sin slags i landet.
Helen deltog allerede fra 1911 i internationale kvindekongresser. På en kongres i Berlin i 1929 var hun initiativtager til organisationen Open Door International, der kæmpede for gifte kvinders erhvervsrettigheder. I 1935 inviterede hun USA's første kvindelige ambassadør Ruth Bryan Owen til Kolding. Det blev en stor mediebegivenhed.
Helen trak sig tilbage i 1945, men forblev æresmedlem indtil sin død 16. april 1950. Ved begravelsen blev hun beskrevet som ”gnisten”, der formåede at tænde begejstringen for kvindesagen hos andre.