Annonce
Ugeavisen Kolding

Idekatalog til Kolding midtby er klar: Foreslår svævebane mellem city og Kolding Storcenter

Kabelbanen Montjuïc i Barcelona har inspireret borgmester Jørn Pedersen til at forfølge en gammel ide om en svævebane i Kolding, som skal binde centrum sammen med storcentret og samtidig kan fungere som turistattraktion. Foto: Colourbox
Står det til borgmester Jørn Pedersen (V), skal Kolding Kommune hurtigt i gang med at undersøge, hvordan man kan bygge en svævebane, som vil binde midtbyen og storcentret sammen og have yderligere stop ved Kolding Sygehus og ungdomsuddannelserne KG og Hansenberg.
Annonce

Kolding: En svævebane fra Kolding Banegård til Kolding Storcenter er en af de mere vilde ideer i det omfangsrige idekatalog, som netop er blevet afleveret til Kolding Kommune. Bag kataloget står den taskforce, som blev etableret i starten af 2019, og som har haft til opgave at finde løsninger på, hvordan Koldings handelsliv kan understøttes. Og en af byens helt store udfordringer er den manglende sammenhæng mellem midtbyen og storcenter-området.

Selvom ideen med en svævebane er vidtløftig, så afviser borgmester Jørn Pedersen ikke, at den måske engang kan blive til virkelighed.

- For et par år siden drøftede jeg ideen med et par fonde, men så fik kommunen økonomiske udfordringer, så derfor er det ikke lige nu, vi skal bruge mange 100 mio. kr. på en svævebane. Men det er en politisk drøftelse, vi kommer til at tage, for ideen bliver ved med at dukke op, så vi bliver nødt til at beskrive det nærmere. Det var også meldingen fra fondene; Hvad koster det? Og det ved jeg ikke. Men det kan lade sig gøre. Det kan være, det tager 10-15 år, inden det lykkes, men det kan også gå stærkt, hvis vi kommer med det rigtige. Nu skal vi have lavet et reelt projekt, siger Jørn Pedersen.

Annonce

Inspiration fra Barcelona

Foruden endestationerne kan svævebanen også få stop ved Kolding Sygehus og KG og Hansenberg og på den måde være med til at binde nordbyen og centrum sammen. Samtidig kan en svævebane være en attraktion i sig selv.

- I Barcelona kører en svævebane mellem en gammel fæstning og havnen, og der står folk i kø bare for at få oplevelsen af at svæve ind over byen. Det kan være, vi kan skabe en turistattraktion, der forbinder vores handelsområder bedre, og så vil det da være det rigtige at gøre, mener Jørn Pedersen.

Idekataloget påpeger, at kun 55 pct. af kunderne i Kolding Storcenter også bruger Kolding Midtby, mens det omvendt er 75 pct. af gæsterne i midtbyen, som også handler i storcentret. Foruden en svævebane foreslår idekataloget også en bred cykel- og gangsti mellem center og centrum, eller at man kan indsætte shuttlebusser på faste ugedage eller i forbindelse med særlige begivenheder i byen.

Borgmesteren lover, at Kolding vil investere i bedre forhold for cyklister, men han afviser ideen om shuttlebusser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce