Annonce
Ugeavisen Kolding

Ines og Allan fik tatovering sammen, inden han mistede livet til kræft: I dag minder den mig om alt det gode, vi havde sammen

Ines Asthammar bor i et rækkehus i Kolding, hvor hun har ro omkring sig og adgang til naturen, som hun bruger meget i sin hverdag. Hendes datter og svigersøn, som har været en stor støtte for Ines undervejs i Allans kræftforløb, bor ligeledes i byen. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Da Ines Asthammar blev kæreste med Allan, fandt hun en ligesindet i interessen for naturen og udeliv. Da Allan i sommeren 2018 fik konstateret uhelbredeligt kræft, valgte de to sammen at få lavet en tatovering. I dag fungerer den for Ines som evigt minde om deres oplevelser og om Allan, som døde sidste år. Dette er andet afsnit af Ugeavisens serie, Under Huden, hvor vi kigger nærmere på de fortællinger, der gemmer sig bag tatoveringer.

Kolding: Kemien var der stort set med det samme, da Ines Asthammar den 4. juni 2013 tog turen til Karup for at møde den mand, hun havde fået kontakt til via en online datingside. Hun snakkede, og han lyttede. De var på mange måder vidt forskellige og boede i hver deres ende af landet. Men otte måneder senere kunne Ines og Allan kalde sig for kærester.

- Allan hev mig lidt ned på jorden, og jeg fik ham lidt op i gear, så på den måde supplerede vi hinanden rigtig fint, siger Ines Asthammar smilende og fortsætter:

- Han var meget kærlig og meget rolig, og så var vi begge to lige stædige i forhold til, hvor vi boede, så vi var langdistancekærester, men det fungerede bare rigtig godt for os. Vi lærte at få det bedste ud af de dage, hvor vi så var sammen, siger Ines Asthammar.

Annonce

Ud i naturen

Både Ines og Allan havde en forkærlighed for naturen og generelt at opholde sig i det fri og tage på cykelture rundt i Danmark. I 2017 tog de sammen på en sheltertur, og det var her, at de for alvor blev bidt af livet under åben himmel.

- Så begyndte vi stille og rolig at købe alt muligt udstyr, og vi gik virkelig op i det. Vi cyklede rundt til forskellige steder i Danmark, så jeg tror nærmest ikke, at der er en shelterplads herhjemme, som vi ikke har overnattet på, på et eller andet tidspunkt, siger Ines Asthammar og tilføjer:

- Jeg har altid haft brug for den ro, som der er i naturen, og det var samtidig også en god måde for os at være sammen på, og vi skulle ikke nå en hel masse, vi skulle bare være sammen. Samtidig møder man også rigtig mange fantastiske mennesker, når man kommer rundt i landet, siger Ines Asthammar.

Undervejs på deres ture begyndte Ines at føre dagbog over deres oplevelser, og de to tog ligeledes mange billeder sammen. En del af dem har Ines i dag hængende i et mindre rum i sit hjem.

- I starten havde jeg dem hængende inde i stuen, men det blev for hårdt for mig at kunne se dem hele tiden, efter alt det der skete, siger Ines Asthammar.

Annonce

En voldsom melding

I løbet af den sidste uge i maj 2018 får Allan gradvist mere og mere svær hovedpine, og han begynder at se dobbelt. Den 1. juni kommer dommen fra lægerne. Uhelbredelig kræft. Allan har modermærkekræft med metastaser i hjernen og i flere af hans indre organer.

- Jeg kan huske, at da vi fik meldingen, der gik han ligesom bare i sort, og han havde forståeligt meget svært ved at håndtere det, hvor jeg tror, at jeg på en eller anden måde var nødt til for en stund af være den stærke. For det havde han brug for, siger Ines Asthammar.

Den næste måned bruger parret på adskillige besøg på sygehuset, men allerede halvanden måned efter er de igen på tur rundt i Danmark.

- Vi skulle lige finde vores ben af stå på, men vi tilbagelagde alligevel 230 kilometer på seks dage, siger hun og husker, hvordan den rette medicin gjorde underværker for at mindske Allans smerter og funktionsnedsættelse:

- Det var faktisk, som om han bare blomstrede op, siger hun og smiler ved tanken.

Den korte tur gav parret blod på tanden, og sommeren efter i 2019 besluttede de sig for, at de ville cykle hele Danmark rundt.

- Vi levede bare rigtig meget i nuet, for selvom jeg ved, at sygdommen fyldte i hovedet på ham hele døgnet rundt, og der var gode og dårlige dage, så havde vi en masse, vi gerne ville opleve sammen, siger Ines Asthammar.

Annonce

Fælles tatovering

Samme sommer, som Ines og Allan cykler Danmark rundt, får Ines øje på en helt særlig stregtegning på en facebookside. Den forestiller to tændstikfigurer, en mand og kvinde, som sidder og laver mad over bål.

- Jeg tænkte, at det bare mindede totalt meget om os, så jeg skrev til vedkommende, der havde tegnet den og spurgte, om det var én, vi måtte have lov til at få tatoveret, og det måtte vi heldigvis gerne, siger Ines Asthammar.

Et år efter Allans kræftdiagnose fik parret lavet den lille tændstiktegning på hver deres underarm hos en tatovør i Kolding.

- I dag er jeg simpelthen så taknemmelig for, at vi fik den lavet sammen, fordi den særligt nu her efter hans død hver dag på den bedste måde minder mig om alle de gode stunder, vi havde sammen, siger hun.

Ines spottede tegningen af de to tændstikfigurer via en side om fritidsliv, som hun følger på Facebook. Hun skrev og spurgte, om hun og Allan måtte få den tatoveret, og det fik de lov til. Allan og Ines fik den lavet på hver sin underarm cirka et år efter, at han fik konstateret uhelbredelig kræft. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen

Frem til og med efteråret 2019 boede Allan fortsat i Karup, men den 1. november fik han plads i en lejlighed i Vonsild, hvilket gjorde det lettere for parret at ses. I løbet af juledagene begyndte det for alvor at gå ned ad bakke for Allan, som blev tiltagende træt og fik svært ved at koncentrere sig.

I en weekend i starten af februar 2020 begyndte Allan at kaste op, og han lå de efterfølgende to uger indlagt på sygehuset i Kolding, mens Ines kæmpede indædt for at finde en hospice-plads til ham. To dage før Allan døde, lykkedes det hende endelig at få ham sendt videre til et hospice i Bredballe ved Vejle.

- Selvom det selvfølgelig var helt vildt hårdt at se ham på den måde, og jeg godt kunne ønske, at han var kommet derud noget før, så er jeg simpelthen så glad for, at han fik sine sidste to dage på hospice. Personalet der var bare fantastiske til at tage hånd om os begge to, siger Ines Asthammar og husker særligt, hvordan Allan bad hende om at skrælle appelsiner til ham:

- Det var noget, han altid gjorde, så selvom vi egentlig havde aftalt, at jeg ikke skulle blive den, der plejede ham på den måde, så var det rigtig fint at kunne hjælpe ham med at spise til sidst, forklarer hun.

Den 20. februar 2020 tabte Allan kampen til kræften.

- Han havde kæmpet og kæmpet for at holde sig oppe, men til sidst kunne hans krop bare ikke mere, og så gav han slip, siger Ines Asthammar.

Annonce

Videre med hverdagen

Efter Allans død gik dagene med at planlægge hans begravelse, som blandt andet bød på, at der blev sunget Jacob Haugaard og Finn Nørbygaards "Vi er på vejen igen".

- Det var en sang, som betød meget for os, for vi sang den altid om morgenen, når vi var på tur, og vi cyklede af sted mod næste stop, siger hun og forsætter:

- Og så sang vi i kirken også børnesangen "Der bor en bager". Allan arbejdede som bager, og han havde faktisk en meget sjov og lidt barnlig side, så det gav bare så fint mening, at det lige var de to sange, siger Ines Asthammar og forklarer videre, at Allan efter eget ønske fik sit sidste hvilested på en familiegravplads på Sjælland, hvor han oprindeligt kommer fra.

Efterfølgende samledes familien på Tobbers, hvor Allan og Ines også var vant til jævnligt at komme. Her blev også en urne af pap sat frem, hvor alle, der ønskede det, havde mulighed for at skrive en hilsen på.

- Selvfølgelig var det en trist dag, men det var også en meget smuk dag. Han kom herfra på en meget fin måde, siger Ines Asthammar.

Ines valgte efter Allans død at fjerne alle billeder af dem fra sin stue, da det var for hårdt for hende at se på dem hver dag. Hun har i stedet hængt dem ud i et lille rum bagerst i huset, hvor hun så kan gå ud og kigge på dem, når hun har brug for det. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen

I månederne efter var Ines naturligt ramt af stor sorg, men da det igen blev sommer, fandt hun sin cykel frem og tog rundt til nogle af de steder, hvor hun og Allan var kommet sammen.

- Jeg havde brug for lige at tage det stille og roligt og mærke efter, hvordan jeg havde det de forskellige steder, siger Ines Asthammar og fortsætter:

- Jeg savner ham stadigvæk, og jeg tænker meget på ham, og der kan jeg bruge tatoveringen i min hverdag. Den og de gode minder har jeg med mig resten af livet, siger Ines Asthammar.


I dag er jeg simpelthen så taknemmelig for, at vi fik den lavet sammen, fordi den særligt nu her efter hans død hver dag på den bedste måde minder mig om alle de gode stunder, vi havde sammen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Budget med bagsider

Ugeavisen Kolding

Lidt mere velfærd

Ugeavisen Kolding

Vi og ikke dem og os

Annonce