Annonce
Ugeavisen Kolding

Iværksætterne: Tungen på vægtskålen

Ida Jørgensen (1910-1994) Koldings første skolesygeplejerske og radikal byrådsmedlem. Foto: Kolding Stadsarkiv

Som nyvalgt radikalt medlem af Kolding Byråd var sundhedsplejersken Ida Jørgensen i 1954 indirekte skyld i, at der måtte trækkes lod om borgmesterposten. Hun var nemlig tungen på vægtskålen mellem rød og blå blok. I anledning af Koldings 750 års jubilæum bringer Ugeavisen, i samarbejde med Kolding Stadsarkiv, en række fortællinger om nogle af de mennesker, der har været med til at forme Kolding. Denne gang politikeren Ida Jørgensen.

Siden Det Radikale Venstres fødsel i 1905 har det lille midterparti haft en magtfuld position mellem rød og blå blok i dansk politik. Det har givet partiet indflydelse langt ud over vælgeropbakningen, men også krævet svære valg. I 1954 stod en af partiets mest trofaste støtter, sundhedsplejersken Ida Jørgensen (1910-1994) i Kolding, i den magtposition, at hun kunne pege på enten den siddende konservative borgmester, Peter Beirholm, eller socialdemokraten Søren M. Jensen. Det afslog hun, og så måtte der trækkes lod. Beirholm trak det heldige lod og fik dermed lov til at beholde de gyldne kæder.

En sådan debut som politiker må have været skræmmende, men den 44-årige Ida Jørgensen lod sig ikke afficere. Hun henholdt sig i sin jomfrutale til, at hun var valgt på andre anskuelser end de to ledere af henholdsvis rød og blå blok, og at hun ligesom sin forgænger i byrådet, den radikale civilingeniør og folketingsmand P.H. Clausager, ikke ønskede at knytte sig til nogen af grupperne.

Det tog byrådskollegerne bogstaveligt, for i de otte år Ida Jørgensen sad i Kolding Byråd, fik hun kun mindre betydende udvalgsposter. Det var prisen for at lade lykkens gudinde forvalte magten. Alligevel formåede hun at sætte nogle blivende aftryk. Som formand for Ungdomsnævnet var hun med til at sikre, at Kolding Tekniske Skole, i dag Hansenberg, fik uddannelsen som teknisk assistent, samt at Kolding knyttede venskabsbykontakter i en række lande. Desuden medvirkede hun til at få oprettet flere skrammellegepladser, hvilket var udtryk for pædagogisk nytænkning i de år.

I de otte år Ida Jørgensen sad i Kolding Byråd, fik hun kun mindre betydende udvalgsposter. Alligevel formåede hun at sætte nogle blivende aftryk.

Iværksætterne

Du kan læse mere om Ida Jørgensen og hendes betydning for Kolding i bogen "Iværksætterne. Da Kolding blev moderne", der er skrevet af Helle Juhl og udgivet af Kolding Stadsarkiv i anledning af Koldings 750-års jubilæum.Publikationen er støttet af Kolding Kommunes jubilæumspulje, Jubilæumsfonden af 12.08.1973, Lisbeth Petersens Fond og Sparekassen Kolding's Fond.

Bogen kan købes hos alle boghandlere i Kolding, Nicolai Kultur, Museet på Koldinghus og Kolding Kommunes netbutik.

Ida Jørgensen afslog at vælge mellem den konservative og socialdemokratiske borgmesterkandidat og udløste hermed en lodtrækning om borgmesterposten i 1954. Foto: Peter Thastum, Kolding Stadsarkiv

En rest af normalitet

Børn og unge stod højt hos Ida Jørgensen, der som en af landets tidligst uddannede sundhedsplejersker i 1943 blev ansat af Kolding Kommune til at assistere den kommunale skolelæge, Vilhelmine Nielsen. Sammen rykkede de to under mildest talt miserable vilkår i felten for at udrydde lus, lopper og fnat hos den opvoksende skoleungdom. På det tidspunkt havde tyskerne inddraget de fleste af Koldings skoler til kasernebrug, så eleverne måtte klumpe sig sammen i nødlokaler rundt om i byen.

Ida Jørgensen og de to andre sundhedsplejersker, Ingeborg Lunden og Ellen Løwert, var afholdt af koldingenserne, som i dem så en rest af normalitet i en ellers mørk tid. De omkringcyklende 'Sundhedsdamer' med deres hvide kapper på hovedet var et humant korrektiv til de grå Værnemagtssoldater og de sorte Gestapofolk, som Kolding myldrede med under Besættelsen.

I øvrigt tog Ida Jørgensen som daværende leder af Dansk Kvindesamfund i Kolding efter krigen initiativ til at sætte en række kurser og foredrag på programmet med det formål at få kvinder til at gå aktivt ind i politik. Hvorfor hun dårligt kunne undslå sig, da hun få år senere selv blev opfordret til at stille op for De Radikale, som hun havde været medlem af fra den tidlige ungdom.

Skrammellegepladsen på Knud Hansens vej 1960. Ida Jørgensen var med til at få oprettet flere af slagsen i Kolding. Foto: Kolding Stadsarkiv
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce