Annonce
Ugeavisen Kolding

Jesper Elkjær ønsker at stille op for SF

Jesper Elkjær nedlægger Samarbejdspartiet for at stille op for SF ved kommunalvalget i november. Privatfoto
Kulturudvalgsformand Jesper Elkjær har besluttet at nedlægge sit parti, Samarbejdspartiet, og ønsker i stedet at stille op til kommunalvalget som SF’er.

Kolding: Når Koldings borgere til november skal til stemmeurnerne, vil et kendt navn have skiftet liste. Kulturudvalgsformand Jesper Elkjær, der sidste år forlod De Radikale for at stifte sit eget parti, har besluttet, at han ønsker at blive kandidat for SF i Kolding.

- Jeg må erkende, at Samarbejdspartiet ikke har fået den luft under vingerne, som jeg håbede. Til gengæld har jeg i SF mødt en gruppe engagerede mennesker, som deler mit store ønske om et magtskifte i Kolding Kommune - og som jeg er enig med politisk på alle afgørende områder. Så egentlig var beslutningen ret ligetil, siger Jesper Elkjær.


Jeg må erkende, at Samarbejdspartiet ikke har fået den luft under vingerne, som jeg håbede.


I politisk sammenhæng har Jesper Elkjær stor fokus på kultur. Det engagement vil han gerne videreføre med SF i ryggen.

Byder skifte velkommen

SF Koldings formand, Susanne Stenstrop Thorsen, der også selv er byrådskandidat, byder Jesper Elkjær velkommen.

- Vi har haft nogle virkelig gode samtaler med Jesper. For mig var det vigtigste at få sikkerhed for, at han nu også deler SF’s holdninger og værdier - og det gør han. Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver et godt supplement til vores i forvejen stærke kandidathold, siger Susanne Stenstrop Thorsen.

Jesper Elkjær fortsætter som løsgænger i byrådet lidt endnu, da han ikke kan blive medlem og kandidat for SF, før det er godkendt på et landsledelsesmøde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Michael og Gitta fortæller åbent om deres datters diagnose: Hvis ikke nogen tør lukke op, bliver det noget, vi holder for os selv

Annonce