Annonce
Ugeavisen Kolding

Julie trives i Grønland: Men hun elsker at holde ferie i Kolding

Julie Rademacher med sin 4-årige søn Victor, som også elsker at holde ferie i Danmark. Til hverdag bor familien, som også tæller storebror Carl på 7 år, i Nuuk i Grønland, men Julie kommer til Kolding så ofte, hun kan. Blandt andet bor hendes bedste veninde her i byen. Foto: Louise Lauritsen
Den socialdemokratiske stemmesluger Julie Rademacher forsvandt i 2012 ud af det politiske rampelys som folketingsmedlem valgt i Kolding-kredsen. Hun flyttede til Grønland, som nu er hendes hjem, men ferierne tilbringer hun ofte i Kolding.
Annonce

Kolding: Fra at have været hendes hjem i mange år er Kolding nu blevet en rendyrket feriedestination for 35-årige Julie Rademacher, som netop har tilbragt en del af påskeferien med at besøge venner og nyde god mad på sine favoritsteder her i byen.

- Min bedste veninde bor i Kolding, og der står altid en seng klar til os. Men nu har de sat deres hus til salg, så det føles også lidt som om, vi skal flytte, griner Julie Rademacher med henvisning til, at hun ikke rejser alene, når hun besøger Kolding og Jylland. Med sig har hun nemlig altid sine to sønner Carl på 7 år og Victor på 4 år.

I dag er den vigtigste opgave i Julie Rademachers liv netop at være mor for de to drenge, men inden hun i 2012 forlod Kolding og København for at flytte til Grønland, havde politik i mange år været førsteprioritet i Julies liv. Ved valget i 2007 stormede den unge socialdemokrat ind i Folketinget med 4.726 personlige stemmer. Det blev dog til overraskelse for nogen ikke til en lang karriere på Christiansborg.

- Jeg har aldrig været karrierepolitiker, jeg så mig selv i Folketinget i maksimalt en til to perioder, sådan har jeg altid haft det. Jeg har ikke haft brug for at leve op til samfundets forventninger, men har i stedet haft fokus på at følge min indre stemme.

Jeg boede jo i Kolding, hvor jeg var valgt, og der var langt til min arbejdsplads på Christiansborg. Så da jeg blev gravid skulle jeg uanset hvad flytte, og jeg ville gerne til Grønland og søge mine rødder.

Annonce

Grønland kalder

I sine år som folketingspolitiker nåede Julie Rademacher at sætte sit aftryk på flere politiske sager, men Folketinget fik også sat et uudsletteligt aftryk på hende, da hun som medlem af Grønlandsudvalget rejste til netop Grønland, som hendes far stammer fra.

- Så man kan faktisk godt sige, at Folketinget førte mig tilbage til Grønland. Jeg var på besøg i Grønland som baby med mine forældre, og så vendte jeg retur som folketingspolitiker 25 år senere i 2008. Som studerende havde jeg jo ikke haft råd til at rejse derop, men den mulighed kom via Folketinget, og Grønland trak noget i mig, husker Julie tydeligt.

Da hun i 2011 blev gravid, greb hun chancen for at lave et af de helt store sceneskift.

- Jeg boede jo i Kolding, hvor jeg var valgt, og der var langt til min arbejdsplads på Christiansborg. Så da jeg blev gravid, skulle jeg flytte uanset hvad, og jeg ville gerne til Grønland og søge mine rødder.

Og det har Julie ikke fortrudt en eneste dag.

- Jeg elsker at være i Grønland. Det er som et kald for mig. Jeg elsker stadig Kolding og Jylland, og det er altid her vi er, når vi holder ferie. Så jeg vil altid have to hjem, og det vokser mine drenge også op med. Men vores primære hjem er Nuuk. Det er så spændende i Grønland, og der er brug for alle kræfter. I Grønland er der virkelig brug for nogen, der kan gå ind og løfte nogle ting, og det er spændende at være med i en tid, hvor landet er i forandring, fortæller Julie.

Annonce

Fanger selv sin mad

Til daglig driver Julie sit eget konsulentfirma, hvor hun underviser og rådgiver. Dertil er hun regionsleder for den grønlandske Fonden for Entreprenørskab, der har som mål at få grønlandske børn og unge til at arbejde med innovation og entreprenørskab i skolen.

I det hele taget har hun formået at tage den grønlandske kultur til sig, og hun går blandt andet på jagt og fisker.

- Jeg har eget hus og eget firma og to børn. Og vi har meget familie og mange venner, som vi er meget tæt med. Vi går rigtig meget på jagt og fiskeri i fritiden, og vi har gode venner, som vi sejler med. Jeg har fanget min første sæl og nedlagt mit første rensdyr, og jeg fanger selv min mad og fylder vores tre frysere op med kød og fisk. Så på den måde er jeg gået all-in.

Julie har både riffel og jagtudstyr, og lige nu sparer hun op til en båd. Alligevel har hun ikke givet det mindste afkald på sin danske identitet.

- Jeg har integreret mig i Grønland med både sprog og kultur, men jeg hviler også meget i min danske identitet. Jeg er både dansker og grønlænder - lige dele fuldt ud. Og det bliver mine drenge også. De vokser op med rødder i begge lande.

Selvom hendes far bor i Jylland, så har Julie ikke mindre end 41 fætre og kusiner i Grønland, hvor hun også har kontakt til sin farmor, der dog bor langt fra Nuuk ved Ilulissat.

- Sidste juleferie, hvor mine drenge skulle holde jul hos deres fædre, der holdt jeg jul første gang på grønlandsk i Ilulissat hos min farmor.

Julie Rademacher

35 år, bor i Nuuk med sine to sønner Carl og Victor.

Var fra 2007 til 2011 medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, valgt for Kolding-kredsen.

Hendes personlige stemmetal ved valget i 2007 var 4726.

Driver i dag selvstændig konsulentvirksomhed og er regionsleder for den grønlandske Fonden for entreprenørskab.

Annonce

Farvel til politik

Julie vil ikke afvise, at hun engang flytter retur til Danmark, men det ligger ikke i kortene lige nu. Det samme gælder politik.

- Jeg meldte mig ud af alt, da jeg startede mit firma for mere end to år siden og gik selvstændig. Jeg har bevaret et medlemskab i en dansk fagforening og en aktie i Arbejders Landsbank, og det er alt. Grønland er et lille samfund, og det er vigtigt at kunne arbejde på kryds og tværs. Jeg har mine holdninger, men jeg ytrer dem ikke rigtig mere. Jeg har sluppet både medlemskabet men også engagementet i politik.

Hun elsker at arbejde med innovation og konkrete projekter.

- Jeg brænder for udvikling, og det har jeg altid gjort, og det er det, der driver mig. Nu gør jeg det bare på en anden måde, end da jeg var i politik, hvor vi arbejdede strategisk på den helt lange bane. Nu ser man tingene blive til noget, og jeg synes simpelthen det er så sjovt at være med til at lave de her events og se børn og unge udvikle sig.

Og selvom jobbet fylder meget, så er det familien, Julie sætter først.

- Min primære identitet er at være mor og at kunne gøre en forskel i mit arbejdsliv, så må vi se, hvad der sker med det politiske. Når man har to krudtugler, så skal de også have lov at have deres mor, og politik fylder bare rigtig meget i ens liv, så det er slet ikke noget, jeg overvejer lige nu.

I forlængelse af påskeferien skal Julie arbejde i København et par dage, hvor elever fra Grønland deltager i et rigsfællesskab-mesterskab i entreprenørskab. Derefter er det hjem til Nuuk.

- Mit hjem det er Nuuk nu. Det er meget priviligeret at have to steder, man kalder sit hjem, og jeg ser det som en gave. Politik er spændende, men der er også mange andre ting, som er vigtige i mit liv. Jeg er så meget mere end politiker, og for mig er det ikke København, der trækker - det er naturen og roen. Og det er derfor, vi trives så godt i Grønland.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Restauratør: - Folk er blevet mere bange for at gå ud at spise

Ugeavisen Kolding

Nogle ældre siger nej til mundbind: - Det er noget pjat

Ugeavisen Kolding

Hårdt tilbageslag for Tobbers: - Nu starter vi pludselig forfra igen

Ugeavisen Kolding

Flammen er presset af corona: Starter brunch og mad ud af huset i Kolding

Ugeavisen Kolding

Nicolai Cafe er blevet et stille sted: - Der kommer bare ikke ret mange gæster

Annonce