Annonce
Ugeavisen Kolding

Kasper er ny uddeler i midtbyens brugs: - Butikken bliver en del af mig selv

En af de afdelinger, som Kasper Bjørklund synes er mest spændende, er vinafdelingen. Han tager ind imellem selv på rejse til forskellige vingårde og interesserer sig i det hele taget for god vin. Foto: Steffen Nielsen
37-årige Kasper Bjørklund starter 1. august som brugsuddeler i Superbrugsen på Tøndervej. Han har allerede 22 års erfaring fra supermarkedskæden og glæder sig til nu at stå i spidsen for den butik, han selv handler i.
Annonce

Kolding: Allerede som helt ung vidste Kasper Bjørklund, hvad han ville med sit arbejdsliv. Som 15-årig begyndte han som ungarbejder i SuperBrugsen hjemme i Maribo, og efterhånden som han fik mere og mere ansvar, fik han også større og større ambitioner.

- Jeg blev motiveret af de udfordringer, der lå i det næste job, så det har næsten været planen at blive uddeler fra start, da jeg fik mere ansvar, fortæller den nu 37-årige brugsuddeler, som 1. august bliver ny mand i spidsen for Superbrugsen på Tøndervej.

Dermed kommer Kasper Bjørklund til at være chef i den butik, han selv plejer at købe dagligvarer i. De seneste syv år har han og familien nemlig boet i Kolding, mens Kasper har pendlet til Esbjerg, hvor han har været både souschef og uddeler i Superbrugsen. Derfor glæder han sig også til at få arbejde i sin egen by.

- Det her er min lokalbutik. Jeg kommer hjem til min egen butik, hvor jeg selv handler og kender mange af kunderne og de ansatte i forvejen, og jeg glæder mig rigtig meget til at blive den lokale uddeler. Og så glæder jeg mig til, at jeg kan komme på arbejde på tre minutter, og det ikke længere kræver en halv fridag at tage et af børnene til tandlæge, siger han.

Annonce

Fra København til nedlagt landbrug ved Seest

At Kasper Bjørklund overhovedet endte i Kolding var en ren tilfældighed. Han er opvokset i Maribo på Lolland og flyttede som ung til København, hvor han var næstkommanderende i flere forskellige brugser.

- Jeg mødte min kone i København, og da vi fik vores første barn, besluttede vi, at vi skulle ud af byen. Min kone er fra Vestjylland og uddannet dyrlæge, og da hun fik et job i Jylland, endte det med, at vi skulle bo i Kolding, forklarer han.


Jeg kommer hjem til min egen butik, hvor jeg selv handler og kender mange af kunderne og de ansatte i forvejen, og jeg glæder mig rigtig meget til at blive den lokale uddeler. Og så glæder jeg mig til, at jeg kan komme på arbejde på tre minutter og det ikke længere kræver en halv fridag at tage et af børnene til tandlæge.

Kasper Bjørklund, brugsuddeler


Kasper, hans kone og deres tre døtre bor nu på et nedlagt landbrug uden for Seest, og her bruger brugsuddeleren en stor del af sin tid på praktiske projekter.

- Jeg har lige brugt min sommerferie på at bygge en hestefold. For to år siden vidste jeg ikke, at jeg skulle have et nedlagt landbrug, og for et halvt år siden ville jeg ikke have gættet, at vi skulle have heste, men man bliver hele tiden klogere, griner Kasper.

Annonce

En del af DNA'et

Med hele 22 års erfaring fra forskellige brugser er supermarkedet blevet en stor del af Kasper Bjørklunds identitet.

- Det er jo blevet mit DNA på en eller anden måde, og butikken bliver en del af mig selv. Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har en pæn og præsentabel butik, og hvis der er noget, der ikke fungerer, så piller det direkte ved ens selvopfattelse, forklarer Kasper, som er glad for den butik, han nu overtager.

Som brugsuddeler må man også selv tage fat. Kasper Bjørklund starter i sit nye job på halv tid fra 1. august, mens han overdrager sin nuværende butik i Esbjerg. Fra 1. september er han fuld tid i Kolding. Foto: Steffen Nielsen

- Det er en lidt mindre butik end den, jeg kommer fra, og det giver mig muligheden for at være tættere på både kunder og ansatte, og det er dejligt, siger han.

Den kommende brugsuddeler har da heller ikke planer om at lave de store forandringer i butikken, når han tager over efter John Høy Jessen, der 1. juli rykkede til Kvickly i Haderslev.

- John har drevet det meget, som jeg også vil gøre det med fokus på, at det er en madbutik og en iscenesættelse af den gode slagter. Så på den måde tror jeg ikke, at man som kunde vil mærke den store forskel, siger han.

Kasper Bjørklund

Er 37 år og bor på et nedlagt landbrug uden for Seest med sin kone og tre døtre.

Stammer fra Maribo og har arbejdet i Superbrugsen, siden han var 15 år.

Har haft stillinger som souschef i København og Odense og har de seneste seks år arbejdet i Superbrugsen i Esbjerg, de seneste tre år som uddeler.

I sin fritid passer han det nedlagte landbrug, ligesom han bruger tid på løb og dykning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce