Annonce
Ugeavisen Kolding

Kim lever af skateboarding: Åbner ny skaterbutik i midtbyen

Kim Batiste har dyrket skaterkulturen i størstedelen af sit liv og driver sammen med sin kone en virksomhed, hvor han laver workshops og underviser i skateboarding. Nu har han så åbnet Sk8teshoppen i Kolding midtby, hvor han sælger skaterudstyr. Foto: Steffen Nielsen
En ny butik med alt i udstyr til skateboarding åbner lørdag.
Annonce

Kolding: Han har skatet i 23 år, blev nr. 16 ved DM i skateboarding sidste år og har de senest år haft sin egen virksomhed, hvor han sammen med sin kone laver skateboarding-workshops for unge.

Og nu er 35-årige Kim Batiste også butiksejer.

Lørdag 4. januar holder han åbningsreception i Sk8teshoppen, som har lokaler i Lille Brostræde 2. Her sælger han et udvalg af skateboards, sko, trøjer og andet tilbehør til skateboarding, som han selv har udvalgt.

I sit arbejde med at undervise børn i skateboarding oplever Kim Batiste nemlig, at mange får en dårlig oplevelse på grund af for dårligt udstyr.

- Når man er nybegynder, kan man købe et billigt skateboard i en legetøjsbutik, men det er ikke særligt godt at køre på. Det er vigtigt for mig, at børnene får et godt board, der virker, forklarer han.

Sk8shoppen

Butikken forhandler blandt andet skateboards, sko og tøj og har adresse i Lille Brostræde 2.

Åbningstiderne er mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 12-16.30 og lørdag fra kl. 11-14.

Bag butikken står 35-årige Kim Batiste, der bor i Starup og arbejder med workshops og undervisning i skateboarding.

Se mere på facebook.com/sk8shoppen/.

Annonce

Kolding i et halvt år

Kim Batiste kommer oprindeligt fra Aarhus og har senest boet i København, men for et halvt år siden flyttede han og konen til Starup ved Haderslev. Blandt andet fordi han fik ansættelse to dage om ugen på skaterlinjen på efterskolen Billeshave i Middelfart.

Den første tid har Kim Batiste drevet sin virksomhed fra et kontor i Helligkorsgade i Kolding, men nu rykker han altså ind i nye lokaler, hvor han udvider forretningen med en fysisk butik.

- Når jeg alligevel sidder på kontoret, så kan jeg lige så godt også have en butik. Man skal køre mellem 40 og 60 minutter fra Kolding for at ramme en skatershop, så der er et marked for det her, siger han.

Alligevel er Kim Batiste bevidst om, at konkurrencen inden for salg af skaterudstyr er stor.

- Der er masser af konkurrence fra nethandel, så det er svært, men jeg tror på, at der er et behov, og jeg håber at kunne give den lokale skaterkultur et nyt tilbud og et sted at mødes.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce