Som ung i Grønland gik jeg med aviser i weekenden, og jeg husker især søndagsvagterne som attraktive grundet tillægget. Det var fedt at tjene sine egne penge, og de kom også fra jobs som hundelufter, opvasker, trælastmand og snerydder. Jobbene var mange, blot man var stabil og omstillingsparat. Det handlede selv sagt mest om pengene og i ringe grad om selvstændighedsfølelse og et meningsfuldt arbejde.
Op gennem mit voksenliv begyndte mine jobkrav oftere at ændre sig til også at skulle give mening. I dag som 47-årig kan jeg skrive under på, at det, jeg laver, skal have en værdi, flytte og hjælpe andre mennesker, udvikle mig og overlappe med en passion (læs: naturen). Bl.a. derfor startede jeg min egen outdoor kursusvirksomhed tilbage i 2018. I dag fokuserer på at arbejde med mennesker og personlig udvikling med naturen som lærings- og refleksionsrum. Mine værktøjer kommer fra et arbejdsliv med stor social kontaktflade, turist-, service-, og detailbranchen, og senest fra coaching, mentaltræning, biologi, friluftsliv, bushcraft og teambuilding.
Jeg kan fortsat ikke leve af min virksomhed, men pga. de mange positive tilbagemeldinger jeg får, og den glæde jeg selv mærker gennem arbejdet, lever jeg i ønsket og håbet om at kunne gøre min virksomhed og passion til min levevej. Derfor supplerer jeg med et lønarbejde, som faktisk møder mine egne jobkrav. Det at kunne glæde sig til at gå på arbejde hver dag er i sandhed en gave og en fantastisk følelse, jeg under alle, og jeg føler mig oprigtig talt privilegeret. Så kan det godt være, at jeg ikke arbejder som biolog, men jeg bruger alligevel min viden derfra i dag i mit virke. Det vigtigste i min optik er at lave noget, som i højere grad giver end tager, noget som skaber glæde, energi og øger ens livskvalitet.
Tilbage i 2020 boede der over 90.000 i Kolding Kommune, og der var over 50.000 arbejdspladser, og tendensen er stigende. Ser man på gruppen 18-65-årige udgjorde den ca. 40 procent af indbyggertallet. Estimeret taler vi i dag om ca. 60.000 borgere i den arbejdsduelige alder, og hvor mange af dem har mon et job, som de glæder sig til at møde ind til dag efter dag? Og hvordan har de sidste to år påvirket dette forhold? Det er trods alt den mest produktive tid på døgnet og på bekostning af samvær med vores børn for langt de fleste af os. Skylder vi ikke os selv og vores familie, at vi kommer hjem med noget tilbage i tanken? Hvor mange giver sig selv lov til at turde stoppe op og mærke efter om jobbet er tilstrækkeligt værdifuldt? Er man et andet sted i dag end for 5-10 år siden? Er det drømmejobbet eller et (midlertidigt) rugbrødsarbejde?
Jeg har selv haft talrige, men nødvendige opslidende og stereotype rugbrødsarbejder gennem mit liv, og det har hjulpet mig igennem økonomisk svære perioder. Det er ikke nødvendigvis let at tage tilværelsen op til revision og skifte retning midt i livet, men hvis kroppen og sindet kalder, og du vælger at lytte, investerer du i din egen fremtid.
Så - stop op og sæt fingeren i jorden! Fx i Marielundsskoven, ved Dalby Møllebæk eller i Ådalen - der er mange skønne steder i Kolding. Jeg bruger selv naturen som mit mentale træningsrum, for den kan noget helt særligt: Find DIT lille spot i naturen, hvor du kan sidde uforstyrret for en stund og spørg dig selv: Hvad arbejder jeg med i dag, hvad er mit drømmejob, hvad betyder mest for mig og mit arbejdsliv? Kort sagt: Arbejder du for at leve eller lever du for at arbejde?
Det vigtigste i min optik er at lave noget, som i højere grad giver end tager, noget som skaber glæde, energi og øger ens livskvalitet.