Annonce
Ugeavisen Kolding

Klumme: Det svære skolevalg

Foto: Søren Gylling

Efter 20 år i folkeskolen skulle jeg sommeren 2020 tage mit til dato sværeste skolevalg.

Folkeskolen har altid stået mit hjerte nært. Den har formet mig til den, jeg er gennem min barndom og mit voksenliv. Jeg har som lærer og leder i folkeskolen stået på forreste række, når politikere og menigmand var ude med riven.

For mig var folkeskolen indbegrebet af diversitet, dannelse og uddannelse. En skole hvor der var plads til alle, men også en skole hvor der var ressourcer, faglig stolthed og høje ambitioner til at få det hele til at gå op i en højere enhed ude på den enkelte skole.

Annonce

Gennem mine efterhånden mange år som leder har jeg hørt mig selv sige til personale: ”Kan du ikke se dig selv ind i kerneopgaven og den måde, vi vælger at løse den på i fællesskab, ja så må du overveje, om du er det rigtige sted. Vi skal sammen være en del af løsningen – ikke blive en del af et problem”.

Jeg var selv på vej til at blive en del af et problem og måtte erkende, at jeg ikke var i stand til at lave den skole, jeg synes bedst for børn, forældre og personale. Det store fællesskab var nødt til at blive prioriteret højere end mine decentrale ambitioner.

Valget faldt efterfølgende på en stor privatskole med tydelige værdier, der lever i hverdagen. Et meget højt ambitionsniveau, et dedikeret personale, læringsmodtagelige børn, opbakkende forældre, kompetent bestyrelse og sidst men ikke mindst – muligheden for at træffe lokale beslutninger direkte koblet op på skolens kerneopgave.

Betyder det så, at jeg nu lige pludselig ser folkeskolen som fortabt? Nej, overhovedet ikke.

Ind i en samlet skolekontekst ser jeg, vores fornemmeste opgave fremover bliver at skabe en sammenhæng, hvor folkeskolerne i Kolding og Kolding Realskole kan bo side om side. Dele den indsigt som vi ude på de enkelte skoler lader definere vores hverdag – vi kan hver især noget særdeles værdifuldt. Det er afgørende, at vi alle aktivt søger det konstruktive samarbejde.

Senest har vi på Kolding Realskole lavet en partnerskabsaftale med Kulturskolen Kolding, hvor fokus er børnenes bedste i et helhedsbillede. Et skoleeksempel på samarbejde vi også gerne så udlevet i et samarbejde med Kolding Talent, således idrætstalenterne i Kolding også fremadrettet får lige muligheder, hvad enten man ønsker et mere bogligt skoletilbud på Kolding Realskole eller kommunens folkeskoletilbud.

Som forælder er skolevalget en jungle. Der findes skoler, der lader tomme ord være den forklarende del af skolens kerneopgave. Ligegyldige plakater med værdiord der lyder godt, men ikke leves. Og jo, vi har også plakaterne, men vi arbejder benhårdt for at efterleve vores værdier hver eneste dag. Forlang som forælder et dybere indblik, således det svære skolevalg træffes ud fra et begrundet afsæt. Stol aldrig på en skole, der ikke kan forklare grundlaget for egen eksistens. Vi skal alle have høje forventninger til vores børns uddannelsesmæssige fundament, hvad enten vi er ansatte, der løser opgaven, politikere der understøtter retningen, eller forældre der står med det endelige ansvar.

Kort sagt – den gode skole kan forklare, hvorfor den er til for børn og forældre, og hvordan den tilgår og løser opgaven som dannende og uddannende institution.

Når alt det så er sagt, ved vi alle, at skolen ikke er bedre end den voksne, barnet får i klassen eller i sfo’en.

Livet er en lang række af svære valg, krydret med et væld af tilfældigheder.


Jeg var selv på vej til at blive en del af et problem og måtte erkende, at jeg ikke var i stand til at lave den skole, jeg synes bedst for børn, forældre og personale.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce