Annonce
Ugeavisen Kolding

Klumme: Fest i gaden

Foto: Søren Gylling

Over det ganske land er der tradition for, at lokale foreninger arrangerer markeder, fester og andre aktiviteter for byens borgere og besøgende turister. Alt dette selvfølgelig for at skabe liv i byen, trække kunder til handelsstrøgene og stimulere handlen i de respektive byer.

I Christiansfeld måtte de foreninger i 2020 blandt andet aflyse de store genforeningsaktiviteter, onsdagsmarkederne i juli, vinfestival, juleturen for familier til Christinero og julemarkedet og en masse andre aktiviteter. Så det har været et ganske begivenhedsløst år i Christiansfeld, ligesom det har været alle andre steder. Læser man anbefalingerne fra Kulturministeriet vedrørende afholdelse af denne type events, så ser det sort ud for aktiviteter i Christiansfeld - også i 2021.

Jeg synes virkelig, at vi har set kreativiteten blomstre for blot at kunne skabe en smule liv her i byen. Men ”Onsdagsmarkeder – Sammen hver for sig”, ”Vinfestival i egen have” og lignende tiltag er bare ikke det samme – basta!! Er det bare mig, der har mødt coronamuren, eller er der faktisk en grænse for, hvor kreative vi fortsat orker at være for at genopfinde aktiviteter, som højst sandsynligt vil blive aflyst?

Annonce

Nu, her et år inde i pandemien, skal jeg godt nok lede længe for at kunne finde ja-hatten frem. Et år tilbage blev den brugt så flittigt, at den næsten blev slidt op. Men så smed jeg den længst ind i skabet et godt stykke tid, da der var så mange andre kasketter, som Sikkerhedsstyrelsen pålagde os at tage på. Mundbindspoliti, afstandsopmålere og dørvogter er blot nogle af de roller, vi optræder med hver dag i butikken.

Jeg ved godt, at vi temmelig sikkert skal bære de påbudte kasketter en rum tid endnu, men jeg tror simpelthen ikke, at jeg orker det, hvis ikke jeg får repareret den ja-hat og tager den på lidt oftere igen. Ud over, at den passer mig rigtigt godt, så ved jeg også, at den får folk omkring mig til at smile lidt mere, ligesom andres ja-hatte får mig til at yde lidt mere.

Det er ved at være sidste udkald for at beslutte, om vi i Christiansfeld tror på, at sommerens aktiviteter i byen kan afholdes i år. Der hjælper ja-hatten os desværre ikke meget, for uanset hvor meget vi længes efter liv i byen og fest i gaden, så afhænger alt af, hvilke restriktioner vi skal efterleve på daværende tidspunkt, og her en den største udfordring forsamlingsforbuddet. En Vinfestival for 10 personer på et indhegnet torv med vagter, der skal tjekke coronapas er nok ikke lige det, vi forbinder med hygge og fest i gaden. Ærgerligt, men der er ikke meget andet at gøre, end at pakke skuffelsen væk og finde tålmodigheden frem.

Jeg satser på, at alle de frivillige kræfter, der står bag store og små aktiviteter i byen, har lysten og motivation til at påbegynde planlægningen af et væld af aktiviteter i 2022. Der er intet, der er som før corona, så hvem ved, måske dukker der helt nye ideer og muligheder for aktiviteter frem. Det er gjort før med stor succes, så det kan alle med nye gode ideer selvfølgelig gøre igen. Jeg lover at tage ja-hatten på og hjælper gerne med at lede efter din, hvis du ikke kan finde den.


Jeg tror simpelthen ikke, at jeg orker det, hvis ikke jeg får repareret den ja-hat og tager den på lidt oftere igen. Ud over, at den passer mig rigtigt godt, så ved jeg også, at den får folk omkring mig til at smile lidt mere, ligesom andres ja-hatte får mig til at yde lidt mere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce