Annonce
Ugeavisen Kolding

Klumme: Kolding som kulturfrontløber

Foto: Søren Gylling

At drive en café i disse tider har på alle måder været udfordrende ud over det sædvanlige. Det gør det derfor endnu bedre at vende tilbage til vante rammer og til alle vores stamgæster. På Tobbers har vi været heldige at have rigtig mange stamgæster, der ofte bærer billetsalget, når vi laver events med kulturelt islæt.

Vi har dog et ønske om en bredere målgruppe til events, for på den måde at have en positiv indvirkning på kulturen i Kolding. For Kolding kan sagtens. Vi har allerede fantastiske kulturtilbud. Vi er en by, der har alt at byde på, fra musik og teater til design og historie.

Jeg mener, vi har alle muligheder for at være kulturfrontløber. Vi kan i fællesskab skubbe til kulturen og gøre den tilgængelig for alle. Og timingen lige nu kunne da næsten ikke være bedre. Vi har fået lov til at starte på en frisk efter mange måneder med nedlukning, og vi kan sammen bruge corona som springbræt til at hoppe op af den kulturelle udbudsstige.

Annonce

I min optik er det at være frontløber ikke ensbetydende med, at vi i Kolding skal gøre alting større og vildere. Mindre kan også gøre det. Vi kan som borger i byen benytte os af de allerede eksisterende tilbud. Byen tilbyder allerede smukke, stærke og unikke oplevelser, der er værd at glæde sig over.

Det oplagte er at nævne Koldinghus og Trapholt, der i særdeleshed er med til at sætte os på det kulturelle landkort.

Godset er ligeledes en altafgørende frontløber, når det kommer til at skabe musikalske oplevelser i byen og stærkt støttet op af Jazz6000, der knokler for at løbe jazzen i gang i Kolding.

Kolding rummer også en lang række private aktører der på forskellig vis sparker til kulturen, som i høj grad lever af at sælge billetter, da de ikke, som udgangspunkt, er støttet af offentlige midler, og jeg tænker ofte, at det burde være muligt at have udsolgt til mange af de fede arrangementer, byens ildsjæle sætter gang i. Et eksempel er Volkerts Fylke, der med deres festival i den grad understøtter Kolding som kulturfrontløber. Jeg ønsker og håber for dem, at byen bakker op om deres aktiviteter.

De er om nogen innovative og passionerede aktører, der i høj grad løber forrest, når det kommer til kultur. Se bare deres gentagelse af sidste års ”Kontainer”-projekt nede ved Slotssøen. Et tilbagevendende arrangement, der i langt højere grad skulle være blevet bakket op af Koldings borgere. Ønsker vi at have kulturtilbud på stribe at vælge imellem, er det også en nødvendighed, at vi bakker op og køber billet, når der arrangeres noget. Selv hvis det er noget, man ikke lige har hørt om før. Det er jo altid dejligt at blive overrasket, og det er dét kultur kan, i alle afskygninger.

Lad os i fællesskab hylde kulturen i Kolding. Både den fine og den upolerede. Lad os, ved at møde op til arrangementerne, købe billetter, dele events på Facebook og levere positiv mund til mund budskaber, gøre Kolding til Danmarks mest alsidige kulturby.

Når alt kommer til alt, er det oplevelserne, vi husker.

Vi som by bør vise, at vi er indbyggertallet værd.

Jo mere vi støtter, jo mere får vi.


Ønsker vi at have kulturtilbud på stribe at vælge imellem, er det også en nødvendighed, at vi bakker op og køber billet, når der arrangeres noget. Selv hvis det er noget, man ikke lige har hørt om før.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Budget med bagsider

Ugeavisen Kolding

Lidt mere velfærd

Ugeavisen Kolding

Vi og ikke dem og os

Annonce