Annonce
Ugeavisen Kolding

Kolding for 100 år siden: Da Buen blev bygget

Samtidig med opførelsen af broen Buen, som ses i højre side af billedet, byggede man også den gangtunnel, der forbinder Toldbodgade og Pakhustorvet. Foto: Kolding Stadsarkiv
Årstallet 1920 har fyldt meget de seneste måneder, hvor 100-året for Genforeningen er blevet markeret. Men hvordan så Kolding egentlig ellers ud i genforeningsåret? Det viser Ugeavisen sommeren over i en serie af historiske billeder - i denne uge fra byggeriet af Buen.
Annonce

Kolding: Det var en mindre revolution for trafikken mellem byen og havnen, da man i 1920 omlagde åens udløb mod syd og byggede broen Buen, som den dag i dag forbinder Jernbanegade og Sønder Havnegade.

Inden da måtte man nemlig passere en af de to jernbaneoverkørsler på Slotsgade/Toldbodgade og Munkegade, og det gav i stigende grad trafikpropper, fordi bommene ofte var mere nede end oppe.

Selvom de fleste var glade for den nye forbindelse og nedlæggelsen af jernbaneoverkørslerne, så var der særligt én gruppe, som begræd fremskridtet. Byens kuske klagede nemlig over, at det kneb for deres heste at trække en fuldt læsset hestevogn op over den stejle nye bro - et problem som dog løste sig selv efterhånden som heste blev helt erstattet med biler.

Buen blev indviet den 14. oktober 1921, og den blev i 1961 forlænget over åen til Skamlingsvejen. I dag er broen én af to broer, der fører over jernbanen i Kolding - den anden er Jens Holms Vej.

Kilder: Koldingwiki.dk, Wikipedia og Ugeavisens artikelserie Historier om en by, udgivet i 2014.

Vidste du...

...at der i 1920 boede cirka 17.000 mennesker i Kolding by. I dag har det tal rundet 61.000.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce