Annonce
Ugeavisen Kolding

Kolding-forfatter udgiver syvende børnebog på seks år: Jeg kan slet ikke lade være med at være kreativ

Det er nummer to bog fra venstre, som er den nyeste børnebog i Asta Hedeagers samling. Bogen handler om kænguruen Ulla-hop, som godt kunne tænke sig at blive mor og sammen med sin bedste ven flagermusen Flap går på jagt efter en unge, som har lyst til at bo i Ullas kængurulomme. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Asta Hedeager har tegnet og været kreativ lige så længe, hun kan huske. Hun har netop udgivet sin børnebog nummer syv, som hun både har skrevet, illustreret og betalt for at få udgivet.

Kolding: Når man træder ind i hjemmet hos Asta Hedeager i Lunderskov, er man ikke i tvivl om, at kreativiteten fylder meget. På de fleste vægflader i både køkkenet, på badeværelset og sågar på trappen ned til den nederste etage er der malet og dekoreret med små figurer, blomster og dyr i forskellige afskygninger.

- Trappen har jeg malet for mange år siden, da børnene var små, for de synes, det var meget sjovt at se de her små figurer, som de kender fra blandt andet Disney, siger Asta Hedeager og peger ned på en lille illustration af de kendte jordegern Chip og Chap.

Asta er ikke opdraget i et kreativt hjem, men for hende har både det at tegne, male og fortælle historier altid været noget, der har optaget hende, og hun har gjort det lige så længe, hun kan huske.

Annonce

- Mine forældre var landmænd, så det var ikke lige det at være kreativ, som lå først for, men jeg kunne bare virkelig ikke lade være. Jeg elskede bare at tegne og finde på sjove lege og sådan med mine søskende, og for det meste var de da heldigvis med på det, siger hun grinende.

Ny børnebog

Asta var frem til 2008 ansat som pædagog i Skanderup Friskoles SFO, og også her kom Astas evne til at fortælle og finde på historier for børnene hende til gode.

- De synes jo, at det var sjovt, hvis vi byggede huler, at vi så kunne sidde derinde, og jeg kunne finde på en god historie. Jeg ved faktisk ikke helt, hvor fortællingerne præcist kommer fra. Nogle gange fandt jeg på dem på cykelturen på vej til skolen, andre gange tager det udgangspunkt i et eller andet sjovt, som jeg har hørt. Det er meget svært at forklare, siger hun.

Asta Hedeager bor i et hus sammen med sin mand Finn. Hun har sin faste tegneplads i et rum i den nederste del af huset i Lunderskov. Her kan hun lukke resten af verdenen ude og koncentrere sig helt om sine tegninger og fortællinger. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen

Asta gik for en del år siden på pension og begyndte i 2015 at udgive sine fortællinger i form af børnebøger, som hun selv skriver og illustrerer. Den 23. april i år udgav hun så børnebog nummer syv med titlen "Nu vil jeg også være mor". Den handler om kænguruen Ulla-hop, som godt kunne tænke sig at blive mor, og som sammen med flagermus-vennen Flap begiver sig ud for at finde en unge.

- Der er desværre mange i dag, som kæmper med at få børn, og som på den ene eller anden måde skal have hjælp til det. Det, synes jeg, kunne være en spændende udfordring at lave en børnebog om, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan meget godt lide i mine bøger at tage udgangspunkt i et eller andet overordnet og faktisk ofte ret alvorligt eller moralsk emne som eksempelvis barnløshed. Så der kan også godt være en lille løftet pegefinger til sidst i mine fortællinger, siger Asta Hedeager smilende, mens hun vifter lidt foran sig med sin ene pegefinger.

Annonce

Flere på vej

Foruden selv at tegne og skrive sine fortællinger, så står Asta også selv for at få sine bøger udgivet.

- Det er ikke ligefrem en billig hobby, siger hun og forklarer videre, at det hurtigt kan koste op imod 35.000 at få udgivet en af sine bøger i et oplag på 200 eksemplarer:

- Det er simpelthen min pensionsopsparing, der går til det, men jeg kunne ikke tænke mig, at det var anderledes. Jeg elsker at arbejde på bøgerne, men det kunne måske være meget sjovt, at der var lidt flere, der fik glæde af dem, siger hun og smiler lidt forlegent.

På badeværelset i hjemmet i Lunderskov har Asta blandt andet dekoreret fliserne på badeværelset. Hun forklarer dog, at det er mange år siden, at hun sidst har malet på klinker og porcelæn, men at hun i dag helst bruger farveblyanter, når hun tegner til sine bøger. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen

Hun fortæller, at hun har været rundt ved diverse institutioner for at forsøge at gøre opmærksom på sine bøger, samt at hun har nogle faste læsere, som altid gerne forudbestiller hendes bøger.

- Det er virkelig dejligt at høre fra folk, at de har glæde af bøgerne, og at børnene synes, de er sjove at få læst op af, siger hun.


Det er virkelig dejligt at høre fra folk, at de har glæde af bøgerne, og at børnene synes, de er sjove at få læst op af.


Selvom den seneste børnebog lige er landet fra trykken, så har Asta allerede nu planer om, at der også i fremtiden kommer flere bøger fra hendes hånd.

- Jeg kunne godt tænke mig på et tidspunkt at lave en julebog, men jeg har også altid gang i flere fortællinger på en gang. Så nu må jeg se, hvad det ender med, siger Asta Hedeager.

Asta Hedeagers børnebøger kan købes hos den lokale frisør Salon Askepot, den kan bestilles hjem til køb hos de traditionelle boghandlere, og så kan den købes ved at kontakte Asta direkte på telefon 22 34 54 96.

Trappen her leder ned til den nederste etage i hjemmet. Den har Asta for mange år siden illustreret med forskellige figurer fra Disney til stor glæde i dag for særligt hendes børnebørn, som også har et helt rum i kalenderen fyldt med tegnegrej og klæd ud-tøj. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Budget med bagsider

Ugeavisen Kolding

Lidt mere velfærd

Ugeavisen Kolding

Vi og ikke dem og os

Annonce