Kolding: Tirsdag den 30. marts udgiver tegner og forfatter, Simone Thorup Eriksen, bogen "Det er stadig okay at føle". En bog fyldt med diverse tegninger og illustrationer af en hverdag med angst, som har været en del af Simones liv, siden hun begyndte at få de første angstanfald, da hun var ti år gammel.
Bogen er samtidig en efterfølger til "Det er okay at føle", som udkom sidste år, og hvor det egentlig ikke var meningen, at der skulle udgives flere af slagsen.
- Men den seneste bog blev taget så godt imod, og så har jeg ganske enkelt også produceret flere tegninger under corona, fordi jeg bruger det at tegne som en måde at håndtere min angst på. Den har selvfølgelig også været påvirket af corona det seneste år, siger Simone Thorup Eriksen og fortsætter:
- På et tidspunkt var jeg nødt til at stoppe med at følge med i nyhederne, fordi det påvirkede min angst for meget. Jeg følger naturligvis stadigvæk med, men jeg får det ligesom filtreret igennem min mand, og det fungerer rigtig fint for os, siger hun.
Mindre format
Det er den samme streg, som går igen i den nye bog, men den kommer til at udkomme i et mindre format end den første, efter ønske fra flere af Simone Thorup Eriksens følgere på de sociale medier.
- Der er mange, der har givet udtryk for, at de godt kunne tænke sig en, som det er muligt at have med sig i tasken, når de er på farten. Så det får de nu, forklarer hun.
Den seneste bog blev taget så godt imod, og så har jeg ganske enkelt også produceret flere tegninger under corona, fordi jeg bruger det at tegne som en måde at håndtere min angst på.