Annonce
Ugeavisen Kolding

Kolding-virksomhed håber på europæisk brinteventyr

Venstres medlem af EU-Parlamentet, Morten Løkkegaard, var på besøg hos Green Hydrogen Systems i Kolding, hvor Sebastian Koks Andreasen, CEO, bestyrelsesformand Thyge Boserup og bestyrelsesmedlemmerne Jakob Fuhr Hansen og Laura Hay Uggla fortalte om virksomhedens speciale - grøn brintteknologi. Foto: PR

Kolding: En lokal virksomhed fra Kolding håber på et europæisk væksteventyr - drevet af brint. Vækstdrømmen deler medlem af EU-Parlamentet Morten Løkkegaard (V). Derfor besøgte politikeren Green Hydrogen Systems, der er specialiseret i grøn brintteknologi.

Målet i Bruxelles er at gøre EU verdensførende på grøn brint, der blandt andet kan sænke klimaaftrykket fra lastbiler, busser, fly og cement-industrien. EU-Kommissionen forventer investeringer for op til 3.400 milliarder kroner i brintteknologi frem mod 2050.

- Vi har brug for dygtige danske virksomheder som Green Hydrogen Systems, hvis vi skal vinde den globale klimakamp. Teknologien til at producere grøn brint vil være vigtig for den grønne omstilling i EU. Derfor kan danske brintvirksomheder opleve et muligt væksteventyr i de kommende år. Dansk erhvervsliv har lige nu chancen for at melde sig på banen, fortæller Morten Løkkegaard.

Annonce

Green Hydrogen Systems har udviklet teknologien til at producere brint med sol- eller vindenergi. Metoden hedder tryksat alkalisk elektrolyse. Her bruges elektricitet fra vindmøller eller solceller til at spalte vandmolekyler til brintmolekyler. Resultatet kaldes grøn brint, fordi der ikke frigives CO2 under produktionen eller forbrændingen.

En del af Kommissionens strategiudspil indebærer en europæisk alliance bestående af virksomheder, myndigheder og organisationer, der alle arbejder for at fremme brint. Kolding-virksomheden deltager i samarbejdet, der kaldes Den Europæiske Alliance for Bæredygtig Brint.

For nyligt inviterede Kommissionen medlemmerne af alliancen til at sende projektideer, som kan blive udvalgt til at modtage EU-støtte til videre udvikling.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce