Annonce
Ugeavisen Kolding

Koldingkvinder sender 2,4 mio. kr. til Julemærkefonden

Hotel Koldingfjord var det første julemærkesanatorie i Danmark. Dorthe Johannsen (t.v.) og Mette Winther Hauge har gennem fire år stået i spidsen for indsamlingen til et nyt julemærkehjem i Kolding. Nu har de opgivet at rejse de 30 mio. kr., og indsamlingen er derfor stoppet. Foto: Louise Lauritsen

De havde hellere set drømmen om Kolding Julemærkehjem blive til virkelighed. Nu er indsamlingen stoppet, men håbet lever fortsat.

Annonce

Kolding: En enkelt tåre kommer til syne i Dorthe Johannsens øjenkrog, og helt spontant rejser hun sig og giver veninden Mette Winter Hauge en ordentlig krammer.

- Jeg har bare så dyb respekt for Mette og det fantastiske arbejde, hun har gjort for det her julemærkehjem, lyder det grådkvalt.

Virkeligheden er så småt ved at synke ind hos de to kvinder, som for fire år siden lancerede folkeindsamlingen til Danmarks femte julemærkehjem, der skulle ligge i Kolding.

Foruden gåpåmod og et godt lokalt netværk havde de også sikret sig opbakning til ideen fra Julemærkefonden, der driver landets nu seks julemærkehjem. Her støttede man op om Kolding som hjemby for et nyt hjem, fordi Hotel Koldingfjord faktisk er bygget som landets første julemærkesanatorie, der dengang blev brugt til behandling af børn med tuberkulose.

Hotellet har da også spillet sin part i indsamlingen ved at stille lokaler til rådighed kvit og frit til forskellige indsamlingsarrangementer. Og nu sidder de her så til en sidste snak om projekt Kolding Julemærkehjem, som de har besluttet at stoppe.

Vi er stolte af og glade for, at vi kan komme med den her store donation til Julemærkefonden, og at vi har været med til at gøre opmærksom på det her behov.

Dorthe Johannsen

Dorthe og Mette

Initiativtagere til indsamlingen til Kolding Julemærkehjem. Dorthe Johannsen er kvinden bag ShoppingBazar. På messerne samler hun ind til blandt andet at kunne give julegaver til alle indlagte børn på Kolding Sygehus op til jul.

Mette Winther Hauge er netop startet som udviklingskonsulent for frivillighed og fællesskab ved Kolding Kommunes senior- og socialforvaltning.

Søren Ravn Jensen, direktør for Julemærkefonden // - Jeg er ærgerlig, men nu må vi bare erkende, at vi har ikke udsigt til at nå op på beløbet. Og så må vi erkende, at vi kan ikke samle det beløb ind med småsparer. Vi havde brug for et gennembrud.  - Men det er også rart at komme til en afklaring i den her proces om, at så skulle det så ikke være, og så fokuserer vi på at drive de fem julemærkehjem vi har og hjælpe ca. 1.000 børn om året.  - Der er masser af børn derude, som har behov for det her. Hvis man alene kigger på overvægt, så er der rigtig mange børn med de problemer.  - Jeg kan ikke forudsige noget om fremtiden, men da Dorthe (Johannesen, red.) og Mette (Winther Hauge, red.) kom til os og sagde, at vi synes, der skal være et julemærkehjem i Kolding, så var der en smuk historie og noget veneration i området, som gjorde, at vi troede på, at vi kunne samle pengene ind i området. Og man ligger centralt. Så vi gik ind i det her, fordi vi troede på det.  Foto: Louise Lauritsen
Annonce

Donerer 2,4 mio. kr.

Og det er ikke med deres gode vilje, for drømmen om at kunne gøre en forskel for overvægtige børn og unge lever stadig hos de to ildsjæle.

- Vores motivation for det her projekt er at hjælpe de her børn, som vi kalder gråzone-børn, fordi de mistrives og vejer for meget, men der er ikke et andet tilbud til dem. Og så havde vi bare en drøm om at få et julemærkehjem tilbage til Kolding og på den måde hjælpe endnu flere børn, forklarer Mette Winther Hauge.

Den lokale opbakning til indsamlingen har da heller ikke manglet. 3,6 mio. kr. er indsamlet i løbet af de fire år. Nu, hvor projektet alligevel ikke bliver til noget, skal de 1,2 mio. betales retur til giverne, da de er øremærket Kolding Julemærkehjem, mens de resterede 2,4 mio. kr. doneres til Julemærkefonden.

- Vi er stolte af og glade for, at vi kan komme med den her store donation til Julemærkefonden, og at vi har været med til at gøre opmærksom på det her behov, siger Dorthe Johannsen.

Hun lægger ikke skjul på, at hun langt hellere havde set projektet realiseret.

- Vi havde lidt set os selv være en del af et lokalt julemærkehjem resten af vores liv, det havde jeg drømt om, siger Dorthe Johannsen.

Nu går pengene i stedet til julemærkehjemmet i Kollund, hvor børn fra Kolding og det øvrige Trekantområde oftest kommer hen, når de får et ophold på julemærkehjem.

Jørn Pedersen, borgmester i Kolding: // - Det er brandærgerligt, det lukker ned, når der har været lagt så mange kræfter i det fra en stor kreds af folk, men stor ros til Mette (Winther Hauge, red.) og Dorthe (Johannsen, red.) for at stille sig i spidsen for det her projekt. - Det havde været skønt, om endnu flere børn og unge havde kunne blive hjulpet på et ekstra julemærkehjem her i Kolding, selvom det selvfølgelig ikke kun havde været for lokale børn. - Jeg har engageret mig i indsamlingen, fordi det ligger mit hjerte nært. Når man har været på julemærkehjem og tale med de unge og høre, hvordan et ophold der har givet dem et nyt afsæt i livet, så ønsker man, at endnu flere børn kan få sådan et ophold. - Lad os nu se, om ikke der vokser noget nyt ud af anstrengelserne. Jeg har en aftale med Dorthe om, at vi skal mødes og se, hvordan vi kan gøre noget for de her børn og unge, som har brug for hjælp. Arkivfoto: Jacob Schultz
Annonce

Fond sagde nej

Et nyligt nej fra en stor fond var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over for indsamlingen. Samtidig har projektet haft en deadline ved udgangen af august, fordi den tidligere institution Landerupgaard var reserveret til Kolding Julemærkehjem ind til da.

- Da vi fik afslag fra fonden, så vi hinanden i øjnene, og der besluttede vi så at kaste håndklædet i ringen, fortæller Mette Winther Hauge.

Hun og Dorthe har lige siden første dag vidst, at målet var 30 mio. kr. Men det har ikke skræmt dem.

- Vi har troet på det her hele vejen. Ellers var vi ikke gået ind i det. Og den brede opbakning har været helt enestående. Det er så ærgerligt, at vi ikke er lykkedes med at komme igennem til en stor fond. Vi har hele tiden manglet den store donation, forklarer Mette Winther Hauge ud fra logikken om, at når et projekt er tæt på sit mål, bliver det nemmere at find de sidste penge.

- Det gik op for os efter det første år, hvor meget 30 mio. kr. er. Vi havde en forventning om, at donationerne bare ville rulle ind, og samtidig opdagede vi, hvor svært det er at søge fonde til drift, uddyber Dorthe Johannsen.

Annonce

Håbet lever

Alligevel fortryder de to ikke noget.

- Vi er dybt taknemmelige for den måde, byen har bakket op om det her projekt. Vi har ikke mødt lukkede døre, og folk har bakket positivt op med det, de kunne. Samarbejdet er lykkedes, vi har fået et fællesskab op at stå omkring det her, så fundamentet har været der, vi fik bare aldrig det afgørende gennembrud i indsamlingen. Vi har manglet for mange penge hele tiden.

Dorthe og Mette beskriver de seneste fire års indsamling som en fantastisk rejse, som de har lært meget af. Og selvom indsamlingen nu er stoppet, så lever håbet om et Kolding Julemærkehjem fortsat hos de to.

- Vi har ikke opgivet. Men vi skal være realistiske, og vi kan heller ikke blive ved med at holde det i kog, siger Mette Winther Hauge.

- Jeg føler ikke, det er slut. Kolding skal nok få sit julemærkehjem tilbage, siger Dorthe Johannsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Planer om privat nødherberg i Gråbrødregade: Karina vil hjælpe andre hjemløse til et bedre liv

Annonce