Kolding: - Hej, jeg hedder Pvso, lyder det fra Pelle Laumann, da vi giver hånd i den lejlighed i Kolding, hvor hans ældste storebror Bob – som også er hans manager – bor.
Han forklarer hurtigt, at navnet udtales Peso, men at han ændrede e'et til et v for et års tid siden, da han for alvor begyndte at rappe på dansk. Navneændringen gav også mindre forveksling med både den mexicanske møntfod og en sang af en amerikansk rapper.
Lige nu er der nok nogle, der går op i rap, som ved hvem Pvso er, men hans håb er, at der inden for et år eller to er endnu flere, der er stødt på hans navn og musik.
Et skridt for at nå det mål er, når han deltager i en rap-talentkonkurrence – Red Bull Ord mod Ord – som én af otte rappere. Et andet er, når han som én af fire musikere er med i finalen i Jelling Festivals talentkonkurrence Quasar.
- Jeg går efter at ramme Roskilde og Smuk Fest og Fredagsrock i Tivoli til næste år. Det, tænker jeg, er realistisk, hvis jeg klør på, siger Pvso, der har rappet, siden han var 13-14 år.
Tro på sig selv
Hans teenageår blev brugt inden for den koldingensiske hip hop-kultur, mens han blev introduceret til rap af sin kenyanske far, og siden da er det hele gået slag i slag.
Om Pvso
Pelle Laumann er 23 år og er født og opvokset i Kolding med en dansk mor og kenyansk far. Han har to storebrødre og en lillebror. Han har blandt andet gået på Aalykkeskolen.
Som kunstner hedder han Pvso og laver rap inden for forskellige undergenrer. Han har lavet en håndfuld singler, der er udgivet på Spotify, ligesom der er en ny udgivelse klar inklusiv musikvideo den 6. maj.
- Jeg hørte meget rap, og så begyndte jeg stille og roligt selv. Dengang var jeg nok ikke så god, men jeg troede så meget på mig selv, at jeg ikke ænsede det. Siden har jeg knoklet på og er blevet meget bedre, forklarer Pvso, som har lavet en række singler udgivet på Spotify, og som har 200.000 streams, ligesom alle hans sange har været spillet på P3 i programmet Kollektivet.
Han har altid skrevet sine egne tekster ud fra dagligdagsoplevelser, og det er ofte gjort freestyle. Det gør, at han føler sig helt tryg til rap battle-konkurrencen Ord mod Ord, som foregår i København den 7. maj, hvor det handler om at bruge de kreative evner i en mand-mod-mand duel.
- Når beatet kører i studiet, så kommer teksten ofte freestyle. Men jeg skriver også meget. For eksempel hvis jeg har haft en lorteoplevelse, og så er mit budskab, at man ikke skal gøre som jeg, siger han og tilføjer, at han gerne bruger 70 timer om ugen på sin musik.
Mange om buddet
- Det er klart, at det kan kræve nogle ofre, men jeg det synes faktisk ikke, jeg gør. Jeg har skubbet uddannelse til side, for musik er min livsstil og det, jeg vil leve af. Når jeg laver musik, så er der ikke rigtig tid til andre mennesker, som ikke laver musik. Rap betyder alt for mig, siger han.
Pvso ved godt, at det kræver meget og hårdt arbejde at nå målet.
PvsoJeg går efter at ramme Roskilde og Smuk Fest og Fredagsrock i Tivoli til næste år. Det, tænker jeg, er realistisk, hvis jeg klør på.
- Der er mange om buddet, og det kræver, at man er unik. Alt ved mig er unikt, og jeg mener ikke, der laver den samme lyd som mig. Det kræver meget at slå igennem, men jeg klør på og giver ikke op, siger han, mens Bob arbejder på at få signet Pvso, så det hele kan tages til et højere niveau.
- Døren er halvt åben for mig, så jeg skal bare gå ind ad den. Jeg går efter at blive den største. Jeg vil op til de store drenge inden for rap og se, hvor langt jeg kan nå ud, siger Pvso.